7.18 Faglighed og samarbejde

Der kan være rigtigt mange holdninger til, hvad der er fagligt forsvarligt i arbejdet med udsatte, når det kommer til samarbejde med frivillige og foreninger. Der kan lægges mange vinkler på spørgsmålet, og man kan nå til rigtigt mange forskellige konklusioner. Igennem det seneste år er flere fagforeninger blevet åbne for at diskutere spørgsmålet om samarbejde med frivillige. FOA har i samarbejde med Frivilligt Forum udgivet et sæt spilleregler for samarbejde mellem de ansatte og frivillige på kommunale institutioner.

Spillereglerne viser, at afgrænsningen mellem ansatte og frivillige er tæt forbundet med fagligheden: ”Ansatte løser opgaver, der er nedfældet i lovgivningen (f.eks. serviceloven) og har ansvar for at opgaverne løses på en måde, der svarer til borgernes rettigheder” og ”Frivillige kan ikke overtage dette ansvar”. Videre står der: ”Frivillige respekterer ansattes faglige kompetencer” og ”Ansatte anerkender, at frivillige får mulighed for at yde en indsats som ansatte ikke får mulighed for, specielt med hensyn til det omsorgsmæssige”. Dermed lægges linjerne for, hvori de ansattes faglige arbejde består og hvor frivillige kan komme ind og supplere dette arbejde. Det er således ifølge FOA og Frivilligt Forum fagligt i orden at samarbejde med frivillige, når begge parter ved, hvilke opgaver de skal løse.

I debatten om faglighed i samarbejdet med frivillige er det vigtigt at holde fast i, at de ansatte medarbejdere er de faglige eksperter. Det er dem, der har uddannelsen, viden og erfaringen til at træffe afgørelser, vurdere, behandle eller pleje udsatte borgere. Det er dem, der skal bevare overblikket og tage stilling til en borgers behov på et professionelt grundlag. Det frivillige arbejde er ikke dette! Frivillige skal ikke konkurrere på denne faglighed. De skal tilbyde noget andet: to hænder der kan skubbe en kørestol, et lyttende øre, en hånd at holde i, en ven at tage på tur med, en kontaktfamilie der støtter op, en igangsætter af en selvhjælpsgruppe – kort sagt et medmenneske, en pårørende eller en borger, der er til stede. De faglige medarbejdere skal være fagligt stærke nok til at kunne skelne, hvornår de skal træde til og hvornår en frivillig kan gå ind og supplere. De frivillige skal ikke erstatte ansatte, men kan tænkes som en erstatning for pårørende, der måske ikke findes.

I praksis foregår det nogen gange sådan, at de faglige medarbejdere ”visiterer” borgere til et frivilligt tilbud. F.eks. er det sådan på nogle hospices, at beboere bliver tilbudt frivillig hjælp gennem en ansat fagmedarbejder. Denne fortæller om de frivilliges tilbud og lader beboeren tage stilling til, om han eller hun ønsker denne hjælp. Andre steder lader man frivillige stå for en særlig opgave, som understøtter de ansattes arbejde. Det kan være en besøgsven, der har tid til at drikke kaffe eller en voksenven, der hjælper et udsat barn til nogle gode oplevelser og en relation til en stabil voksen.

Interessant nok viser erfaringer fra projektet: Kommunen og civilsamfundet, at ansatte i det konkrete samarbejde med frivillige ikke mister faglighed, men derimod får den skærpet. I arbejdet med at få frivillige ind på en kommunal institution og i det daglige samspil bliver der sat ord på fagligheden på nye måder. En leder, der indgik i projektet fortæller: ”Samspillet med de frivillige og deres helt naturlige engagement og spørgsmål har været med til at sætte nye dagsordener for udviklingen på vores institution… vi er simpelthen blevet dygtigere til at sætte ord på det fagprofessionelle, på nye mål… på vores behov for kommunikation og dialog” (Kommunen og civilsamfundet 2011, side 16). Bekymringen om en udsat faglighed i samarbejdet med de frivillige kan altså i praksis faktisk betyde en styrket faglighed.

Omkring faglighed og arbejdet med udsatte grupper er det også vigtigt at være opmærksom på, at frivilligt arbejde kan svigte. Man må således ikke bygge på, at frivillige skal løfte en eller flere afgørende opgaver. Frivillige kan svigte og der er ikke automatisk en anden til at tage over. Der findes ikke nødvendigvis vikarer, som kan skynde sig ud og træde i stedet. Af hensyn til borgerne er det derfor vigtigt at bruge frivillige der, hvor de kan skabe værdi uden at hele korthuset vælter, hvis de ikke dukker op. Som fagperson bør man derfor tilrettelægge samarbejdet med frivillige sådan, at der er plads til fravær.

Som nævnt mange andre steder i denne håndbog er ledelsen vigtig. Det er her helt afgørende, at ledelsen i en forvaltning, afdeling eller institution er klar på afgrænsningen, rollefordelingen og fagligheden i forhold til samarbejde med frivillige og foreninger. Det er ledelsen, der til de faglige medarbejdere skal fortælle og signalere, hvordan samarbejdet skal foregå, hvilket råderum der er og hvilken værdi de frivillige kan bidrage med.

Indhold - forgående side - næste side