7.14 Krav om dokumentation og kvalitetssikring
Kommunerne er i dag i større og større grad underlagt forskellige krav til dokumentation og kvalitetssikring. Det er eksempelvis nu et lovkrav, at alle kommuner skal udforme kvalitetskontrakter for, hvordan kvaliteten i den kommunale opgavevaretagelse kan udvikles. I disse kontrakter skal der blandt andet fastsættes kvantificerbare mål for hvert serviceområde i kommunen.
I samarbejdet med frivillige foreninger bør man grundigt overveje, hvordan disse krav skal håndteres. Man kan ikke direkte overføre dokumentations- og kvalitetskrav til projekter med frivillige. Det er vigtigt at understrege, at man i samarbejdet med foreninger ikke kan stille garantier for kvaliteten. Man kan således ikke garantere, at de frivilliges indsats lever op til særlige kvalitetskrav. Her må man fokusere på den værdi, det frivillige arbejde har og vurdere kvaliteten i forhold til dette. Værdien af det frivillige arbejde har som tidligere nævnt at gøre med frivilliges ubundne tilgang til udsatte borgere og den medmenneskelighed, de bringer med ind i mødet.
Samtidigt er der meget fokus på kvantitative mål også for frivilligheden. Selv om man selvfølgelig kan tælle antal frivillige, er der ikke noget entydigt forhold mellem antal frivillige og den indsats der lægges. Få frivillige kan arbejde mere og bedre end mange løst tilknyttede frivillige. Det er derfor værd at overveje, hvordan man bedst både kan leve op til eksterne krav og samarbejde med frivillige uden at pålægge dem for mange krav, som kvæler motivationen.
Det betyder dog ikke, at man ikke kan dokumentere og diskutere kvalitet i det frivillige sociale arbejde. Især de større frivillige organisationer er i stigende grad blevet bedt om at dokumentere deres arbejde. Det har betydet at også mange lokale foreninger er blevet bedt om at registrere antal brugere, timer, aktiviteter osv. Du kan læse mere om dokumentation i vores håndbog Viden og virkning - en håndbog om dokumentation af frivilligt socialt arbejde.
Indhold - forgående side - næste side
|