7.13 Den politiske opmærksomhed på området

Både foreninger, kommunalt ansatte og politikere med erfaringer fra samarbejdet mellem foreninger og kommuner fremhæver, at den politiske opbakning til visionen om at styrke samarbejdet mellem foreninger og kommuner er afgørende for arbejdet. Uden et politisk engagement i arbejdet med at øge samarbejdet kommer der kun vanskeligt til at ske noget, og området kan hurtigt blive bremset af politikere, der slår bak på tidligere beslutninger. Samtidigt er den politiske opbakning med til at sende et signal til de frivillige og foreningerne om, at man gerne vil dem og samarbejdet.

I rigtigt mange kommuner er man blevet mere opmærksomme på dette og lokalpolitikerne har i højere grad fået øjnene op for frivilligheden lokalt. Dette kommer blandt andet til udtryk i, at over 75 danske kommuner nu har udarbejdet en frivilligpolitik mod kun omkring 60 i 2007 (se § 18 redegørelsen for 2009). Dette er rigtigt positivt for det fremtidige samarbejde, da frivilligpolitikken på flere måder kan være med til at skabe gode rammer for det frivillige arbejde og samarbejdet med kommunen. Denne formalisering af kontakten til det frivillige arbejde er med til at styrke foreningernes position i kommunens arbejde.

Det er vigtigt at være klar over, at der skal være tale om opbakning og ikke bare krav til foreninger og til samarbejde. Nogle kommunalpolitikere kan have en forventning om, at det bare handler om at få fat i nogle frivillige foreninger og lave nogle aftaler med klare krav til, hvad foreningerne skal levere. Andre tror, at frivilligheden er en størrelse, der kan styres og måles på lige fod med alt andet. Det er her vigtigt, at politikerne er klar over at frivilligheden blomster bedst under gode rammer og uden tvang eller krav. Som Ældresagen understreger: Frivillige kan påtage sig – ikke pålægges opgaver (Ældresagen Aktiv november 2010). Det betyder dog ikke, at man slet ikke kan sætte mål eller dokumentere den indsats, der gøres i det frivillige sociale arbejde (se mere i afsnittet om dokumentation og kvalitetssikring).

Flere kommunalt ansatte, der samarbejder med frivillige, har også understreget, at det er vigtigt at den politiske ledelse accepterer, at det ikke nødvendigvis er kommunen, der får æren for de resultater et samarbejde kan give. De frivillige skal anerkendes for de resultater der skabes, og politikerne skal passe på med at promovere kommunen på vellykkede samarbejder. Det kan f.eks. dreje sig om positive erfaringer med patientuddannelse eller motivationsgrupper for kronisk syge, som skaber rigtigt gode resultater for borgere, der ellers kunne blive meget plejekrævende. Nogle ansatte fremhæver, at det ikke altid er ”politisk salgbart” at lave projekter, hvor kommunen ikke som vanligt kan tage æren og hele ejerskabet.

Det politiske fokus kan med inspiration fra Norge udvikles yderligere. I Bærum Kommune i Norge har man en vision om at være Norges bedste frivillighedskommune. Denne vision er omsat til handling især i form af et politisk og ledelsesmæssigt fokus på området. Der er nedsat et ”frivillighetsutvalg” som er et politisk udvalg på lige fod med f.eks. plan- og miljøudvalg og udvalg for børn og unge. Frivillighedsudvalget har til opgave at stimulere og koordinere den frivillige indsats i kommunen for bedst muligt at forstærke velfærdstilbuddet.

Udvalget har således en opgave på tværs af kommunen og skal søge at styrke inddragelsen og samarbejdet med frivillige og foreninger fra politisk hold. Samtidigt er der i kommunen ansat en frivillighedskoordinator, som udelukkende arbejder med området. Hun er placeret i borgmesterens kontor og sidder dermed tæt på den politiske ledelse og beslutningstagerne i kommunen.

Læs evt. mere om frivilligheden i Bærum kommune.

En central udfordring er dog her, hvordan man kommer fra den politiske opbakning og ud i praksis blandt kommunens ansatte? Eller med andre ord, hvordan man kommer fra kommunernes 1. sal og ned i stuen, hvor den menige medarbejder skal initiere og udføre samarbejde med frivillige og foreninger i praksis?

Vores erfaring ved Center for frivilligt socialt arbejder er lige nu, at der er rigtigt mange festtaler og pæne ord om samarbejde, men at det for mange kommuner kniber med at få det omsat til praksis – især til praksis, der faktisk gør en forskel for de foreninger, der søger samarbejde med kommunen. Flere foreninger fortæller samstemmende, at de bliver afvist, når de eksempelvis kontakter frontpersonale f.eks. sagsbehandlere. De ønsker ikke et samarbejde og afviser foreningerne med henvisning til tid, ressourcer eller  med et ”det må vi ikke”. For foreningerne kan det være meget frustrerede at vide, at kommunerne prioriterer området, men at den enkelte medarbejder ikke kan eller vil samarbejde.

Kommunalpolitikerne bør derfor ikke kun fokusere på at signalere respekt og anerkendelse over for frivillige udadtil, men også overveje hvordan signalet om mere samarbejde kan nå ud til medarbejdere i kommunens mange forskellige forvaltninger, afdelinger og institutioner. Opbakningen til arbejdet med samarbejdet bør således også bestå af en strategi for, hvordan visionen om samarbejde skal nå fra 1.sal og ned i stuen (se mere i afsnittet om Kendskab til frivilligpolitik og vision om samarbejde).

Indhold - forgående side - næste side