8.13 Tilbageholdenhed over for samarbejde blandt kommunale medarbejdere

I udviklingsprojektet og i mange andre sammenhænge har vi erfaret, hvordan der kan være en vis grad af skepsis og tilbageholdenhed over for samarbejde med frivillige blandt kommunalt ansatte. Tilbageholdenheden blandt kommunalt ansatte kan skyldes mange ting: manglende kendskab til og viden om det frivillige arbejde; manglende kendskab til kommunens frivilligpolitik og visionerne om samarbejde; samt også forhold som faglighed, usikkerhed om love og regler og usikkerhed omkring egen jobsikkerhed.

Et meget centralt spørgsmål i debatten om samarbejde mellem foreninger og kommune er, hvordan forskellige faglige og lovmæssige barrierer for samarbejde kan håndteres. Kommunale medarbejdere er ofte tilbageholdende over for samarbejde, fordi de er usikre på, hvad man kan og må i samarbejdet særligt i forhold til de love og regler, kommunerne er underlagt. Samtidigt bliver fagligheden også et åbent spørgsmål – for er det fagligt forsvarligt at inddrage de frivillige i arbejdet med udsatte borgere?

Et eksempel fra udviklingsprojektet viser meget godt, hvori udfordringen består, er samarbejde med frivillige omkring børnegrupper. I to af de deltagende kommuner i udviklingsprojektet forsøgte man at få samarbejde i stand med fagpersonale på børne-/familieområdet i kommunerne. I den ene kommune drejede det sig om sorggrupper for børn og i den anden om selvhjælpsgrupper for børn af misbrugere. I begge kommuner oplevede vi, at samarbejdet blev afvist med baggrund i, at medarbejderne ikke fagligt kunne stå inde for et samarbejde med frivillige, blandt andet fordi man var usikker på, hvordan forhold som tavshedspligt og ansvar skulle behandles. I den ene kommune meldte lederen af området tilbage, at han gerne ville give mulighed for, at frivillige kunne komme og lave noget mad og lege med de børn, der var i gruppebaseret behandling hos en fagperson. Dette tilbud takkede de frivillige dog nej til. Lederen kom derved til at ignorere den ”frivillig-faglighed”, som de selvhjælpsfrivillige besad og ville udfolde i praksis.

Vi oplever, at fagligheden og juraen i praksis to er tæt forbundne og ofte smelter sammen, når en ansat, der er tilbageholdende over for at skulle samarbejde med frivillige udtaler: ”Jeg tror ikke man må og jeg ved ikke, om det er fagligt forsvarligt”. Om det skyldes, at mange fagligheder (f.eks. socialrådgiverne) er tæt bundet op på love og regler vides ikke, men det kunne være en mulighed.

Det er vigtigt her at understrege, at tilbageholdende medarbejdere kan tale et hvert godt projekt til døde! Vores erfaring er, at der er masser af gode argumenter for og tænkte eksempler på, at samarbejdet med frivillige slet ikke kan lade sig gøre. Kommunale medarbejdere kan diskutere alt det, der er ”farligt” ved at samarbejde med frivillige og derved grave sig ned i en skyttegrav. Erfaringen viser dog, at det er ved at få samarbejdet i gang i praksis, at barriererne overvindes. Når frivillige og kommunale medarbejdere kommer i gang med det praktiske samarbejde (selvfølgelig baseret på et gennemarbejdet aftalegrundlag som beskrevet i kapitel 7) forsvinder tilbageholdenheden oftest, og man opdager at modparten ikke er så farlig, som man gik og forestillede sig. Tilbageholdenheden overvindes derfor bedst ved at lære hinanden at kende i det praktiske samarbejde.

Vi vil her se lidt nærmere på, hvordan man kan arbejde med udfordringerne om ansattes tilbageholdenhed under følgende fire overskrifter:

• Kendskab til frivilligpolitik og vision om samarbejde
• Viden om samarbejder med frivillige
• Faglighed og samarbejde
• Jura og samarbejde

Indhold - forgående side - næste side