5.1 Grundpillerne og metode for samarbejde

Grundpillerne i kommunens indsats omkring det frivillige arbejde og foreningerne bør være respekt og anerkendelse. Respekt for de frivilliges egenart og anerkendelse af den værdi, de bidrager med til velfærden for socialt udsatte personer.

Det kan lyde banalt: De frivillige har da ikke brug for floskler, om hvor gode de er! Vores erfaring er dog, at jo det har de! De har brug for at høre denne respekt og anerkendelse igen og igen. Her er det også vigtigt at huske på, at anerkendelse og ros ikke er det samme. Anerkendelse er at blive hørt og set – ikke kun for at gøre noget godt, men også for at være der, være kritiske og have ønsker til ændringer eller forbedringer.

Vi ser i Center for frivilligt socialt arbejde, at kommunernes signaler til de frivillige og foreningerne betyder noget og gør en forskel for motivationen til at fortsætte arbejdet og måske indgå i nærmere samarbejdskonstellationer med kommunen. I arbejdet med frivillige internt i foreninger er det ikke lønnen, der motiverer de frivillige. Den er jo 0 kr. Lønnen er en helt anden form for værdi, som nogle frivillige sammenfatter i ord som ”at gøre en forskel” og ”at give og få noget igen”. Der skal ting som respekt, ros, respons, socialt samvær, pleje og anerkendelse til for at holde motivationen hos frivillige oppe. Dette er frivilligledere meget opmærksomme på. På samme måde kan kommunen være med til at motivere foreningernes frivillige indsatser ved at vise accept og respekt samt at anerkende foreningernes indsats. Signalet til foreningerne bør således være: ”Vi kan se, at I gør et godt stykke arbejde og gør en forskel for borgere. Det er fantastisk – bliv endeligt ved!”. Denne accept og anerkendelse bør ikke kun udvises i det konkrete møde med foreninger og frivillige; den bør gennemsyre de rammer for samarbejde, som kommunen etablerer – uanset om det handler om frivilligpolitik, nedsættelse af et frivilligråd eller anden støtte til foreningslivet.

Omvendt er det selvfølgelig også vigtigt for et godt samarbejde, at foreningerne respekterer og anerkender det arbejde kommunen og særligt medarbejderne gør. Vores erfaring fra udviklingsprojektet er, at der skal være velvilje fra både foreningers og kommunes side, for at kontakten, dialogen og samarbejdet kan komme i gang.

Det personlige møde

Selv om der kan gøres meget for at signalere accept og anerkendelse af den frivillige indsats og opbygge strukturer, der støtter op om arbejdet, viser alle erfaringer at en stor del af nøglen til samarbejde ligger i det personlige møde. I udviklingsprojektet viste det sig hurtigt, at det var de personlige møder og kontakten mellem frivillige og kommunalt ansatte, der gjorde den store forskel, når det kom til at få samarbejde i stand. Det er det personlige kendskab, der får samarbejde mellem foreninger og kommuner i gang og bærer det igennem. Kommunen kan lave nok så mange formelle rammer og skriftlige, positive tilkendegivelser, men uden personlig kontakt sker der ikke ret meget.

Erkendelsen af at det er det personlige møde, der gør en forskel kunne selvfølgelig betyde, at vi kunne droppe al snak om rammer og slå fast, at hvis kommunens ansatte går ud og møder frivillige ansigt-til-ansigt og med motivation og anerkendelse, så kommer samarbejdet af sig selv. Selv om ideen ligger ligefor, er det dog ikke så nemt. Hvor skal de mødes? Hvem skal initiere mødet? Hvordan finder man hinanden? Hvordan finder man de rette? Osv. Fra udviklingsprojektet ved vi, at der skal rammer til, førend de personlige møder lykkes. Der er således brug for en indsats for at skabe rammer for, at personlige møder opstår.

Redskaber til at skabe gode rammer for frivilligheden i kommunen

For at skabe gode rammer for samarbejde kan (og i et tilfælde skal) kommunen iværksætte forskellige former for større eller mindre foranstaltninger. Lad os her betragte dem som redskaber til at skabe rammerne for et godt ”frivilligmiljø” i kommunen. Vi vil her fremhæve især seks redskaber, som i større eller mindre grad allerede er udbredt i danske kommuner:

• Uddeling af økonomiske midler (§18)
• Social vejviser
• Frivilligpolitik (også kaldet frivillighedspolitik)
• Frivilligråd
• Kommunal kontaktperson/frivilligkonsulent
• Frivilligcenter
• Andre typer støtte til foreningslivet

Variationerne inden for hver af disse er mange, og man kan uden tvivl tænke dem overlappende eller tænke dem i helt nye former. Eksempelvis findes der i nogle kommuner frivilligkonsulenter, der nærmest fungerer som et frivilligcenter i sig selv, da de løser nogle af de samme opgaver som et center. Andre steder er frivilligråd og frivilligcentre sammensmeltede størrelser. Samtidigt er ikke alle redskaber relevante alle steder (undtaget selvfølgelig den økonomiske støtte fastlagt i Servicelovens §18, som alle kommuner er forpligtet til at uddele). Det betyder også, at ikke alle redskaberne her skal betragtes som absolut nødvendige. Nogle steder er det ikke relevant at have et frivilligråd, fordi frivilligcenteret varetager foreningernes praktiske og politiske interesser.

En frivilligkonsulent fra en kommune kommenterede på et tidspunkt: ”Det er som om der findes en tjekliste for kommuner, hvor frivilligråd, frivilligcenter osv. er tiltag, som alle kommuner skal have for at være gode frivilligkommuner”. Sådan skal denne liste ikke opfattes. Det er overordentligt vigtigt at tilpasse redskaberne til den lokale virkelighed, man befinder sig i. Man bør således stille sig spørgsmålet: Hvad passer ind i vores kommune, og hvad har vores frivillige og foreninger brug for?

I Socialministeriest §18 redegørelse for 2009 (tematisk kvalitativ del) fremhæver Bornholms Kommune, at der her ikke er brug for særlige foranstaltninger som f.eks. frivilligpolitik, frivilligkonsulent mm., da alle kender alle i kommunen og bare sludrer hen over køledisken i Brugsen. I sådanne tilfælde kan det være, at det er mere hensigtsmæssigt at bruge tid og ressourcer på andre måder end at lave formelle rammer og tiltag for at støtte foreningerne. Kritisk kunne man dog også spørge, om alle frivillige og foreninger mon er enige og om alle har adgang til politikere og kommunale ledere hen over køledisken? Vores erfaring er, at selv om formelle rammer kan synes overflødige, er de rigtigt gode til at danne grundlag for de mange uformelle møder – også dem hen over køledisken – der skal ske for at få samarbejde i gang.

Disse seks redskaber, samt et lille afsnit med forslag til andre typer støtte til foreninger, vil i nærmere detaljer blive behandlet i de efterfølgende afsnit. Under hvert afsnit findes en boks med yderligere litteratur på området og en henvisning til, hvor man kan hente yderligere hjælp.

Indhold - forgående side - næste side