3. Hvad kendetegner kommunen som samarbejdspartner?

I dette kapitel vil vi give en karakteristik af kommunen som samarbejdspartner – med opmærksomhed på, at de danske kommuner er vidt forskellige, har forskellig opbygning, arbejdsdeling mellem forvaltninger og rigtigt mange forskellige ansatte, politiske og administrative ledere. Helt overordnet må vi starte med at slå fast, at selve titlen på denne håndbog måske er forkert. Som en repræsentant for en frivillig forening i udviklingsprojektet sagde: ”Det er i dette projekt gået op for mig, at man overhovedet ikke kan samarbejde med kommunen…” og fortsatte: ”…man kan kun samarbejde med forskellige personer i den”. Denne udtalelse rammer lige ind i det mest centrale, der er at sige om kommunen som samarbejdspartner: Kommunen i sig selv er ikke en samarbejdspartner – det er de mennesker der arbejder for den!

Det betyder dog ikke, at vi skal droppe ideen om kommunen som samarbejdsparter helt. For det første er kommunen ”den fælles hat”, som de forskellige kommunale aktører (politikere og ansatte) arbejder under og for. For det andet er der forskellige tiltag som kan iværksættes i ”den fælles hat” – kommunen og være med til at skabe bedre forhold for foreningerne og for samarbejdet mellem foreninger og kommune. Derfor vil vi fortsat tale om foreningernes samarbejde med kommunen.

Nedenfor kan du læse mere om en række forhold ved kommunen som samarbejdspartner, som du bør være opmærksom på:

1. Kommunen er en kolos med mange forskellige aktører, der løser lovpligtige opgaver

Udtalelsen om at man ikke kan samarbejde med kommunen understreger først og fremmest, at kommuner er administrative og bureaukratiske kolosser kendetegnet ved et utal af forskellige aktører, der arbejder i alle mulige retninger inden for mange forskellige områder. Langt de fleste steder er kommunen selv den største arbejdsgiver i kommunen og har ansatte inden for rigtigt mange områder. Disse mange forskellige aktører kender ikke nødvendigvis resten af organisationens medarbejdere og aktiviteter. Fra udviklingsprojektet erfarede vi, at kommunalt ansatte inden for et område kunne bruge rigtig lang tid på at finde ud af, hvem der arbejdede med hvad, og hvordan det hang sammen med andre initiativer i kommunen. På den måde gik der lang tid, inden de frivillige kunne få taletid og diskutere muligheder for samarbejde ud af kommunen.

En kommune er på nogle punkter ligesom en kæmpestor forening – med en bestyrelse, et sekretariat og en lang række aktiviteter. Foreningen holder bestyrelsesmøder – byrådsmøder en gang om måneden og tager beslutninger om, hvordan foreningens aktiviteter og midler skal prioriteres. Til forskel fra en forening har kommunen ansvaret for en lang række opgaver, som er pålagt ved lov. I en lang række love er det præcist beskrevet, hvilke opgaver kommunen skal løse og i nogle tilfælde også, hvordan de skal løses. Opgaverne er meget forskellige – fra matematik i 1.klasse, biblioteker, over pleje af ældre til udbedring af huller i vejen. Alene inden for det social- og sundhedsmæssige område er opgaverne brede: rygestopkurser, inddragelse af brugere på institutioner, yde rådgivning til borgere, pleje og omsorg til personer med nedsat funktionsevne, genoptræning osv.

En kommune er en politisk styret organisation. Det betyder, at det er politikere, der overordnet set skal tage beslutningerne på kommunens vegne. Disse bliver valgt ind hvert fjerde år af kommunens borgere. Politikerne er repræsenteret i kommunalbestyrelsen (eller borgerrepræsentationen i København) og i de forskellige udvalg, der tager sig af kommunens forskellige opgaveområder: økonomi, social, sundhed, børn, skole, teknik, parker og veje osv. Politikerne kommer fra forskellige politiske partier og søger at øve indflydelse på kommunens prioriteringer ud fra den ideologi, de står for. Kommunalbestyrelsen forsøger i fællesskab at lægge nogle fælles linjer for kommunens arbejde. Dette kommer ofte til udtryk i forskellige politikker – f.eks. ældrepolitik, handicappolitik, miljøpolitik og ikke mindst frivilligpolitik.

For at løse opgaverne findes der et stort hold af ansatte – fra øverste ledelse til ansatte på skoler, plejehjem, i vejvæsenet osv. I alle kommuner findes der en slags ”centraladministration”, hvor embedsmænd arbejder med at få det politiske og administrative system til at køre. Derudover findes der en række forvaltninger, der overordnet tager sig af forskellige opgaveområder. Herunder findes den lange række af kommunale institutioner, afdelinger, projekter og meget andet, der alle har til opgave at løse kommunernes lovpålagte opgaver. Selv om kommunen er politisk styret og politikerne forsøger at lægge fælles linjer for kommunens arbejde, kan man ikke tage for givet at alle ansatte kender til disse fælles linjer. Således oplever mange foreninger, at frontpersonale ikke kender til kommunens frivilligpolitik og de prioriteringer, kommunen har lavet på området. I forbindelse med det frivillige område ser det nogle steder ud til, at visionerne og ideerne om samarbejde med frivillige har rigtigt svært ved at nå fra 1. sal og ned i stuen – til de ansatte, der i praksis skal arbejde med området.

At kommunerne er underlagt forskellige love betyder også, at de ikke blot kan handle, som det ligger bedst for. Kommunerne har et myndighedsansvar og er underlagt love og regler, der skal sikre, at borgernes rettigheder ikke overtrædes. Det er eksempelvis tavshedspligt, offentlighedsloven, persondataloven og ikke mindst forvaltningsloven. Det betyder i praksis, at kommunalt ansatte ikke kan sige ja til hvad som helst og ofte vil være tilbageholdende over for samarbejde, hvis ikke de er sikre på, hvordan de lovmæssige aspekter skal håndteres. Den kommunale medarbejder skal altid sikre sig, at det de gør ligger inden for de rammer, de forskellige love lægger for deres arbejde.

At kommunen er en politisk styret organisation med rigtigt mange ansatte betyder også, at der er lange arbejds- og beslutningsgange. Kommunen er et stort bureaukrati, hvor beslutninger ikke blot kan tages fra en dag til den næste, og hvor større beslutninger kræver, at både embedsmænd og politikere behandler sagen. Som forening kan man derfor ikke forvente at få svar her og nu, eller at medarbejdere kan arbejde ret meget uden for de rammer, de har for deres arbejde.

3. Det kommunale selvstyre

Kommunen er et selvstændigt politisk system. Det vil sige at staten, folketing og regering ikke kan blande sig i den måde, kommunen – inden for lovgivningen – løser deres opgaver. Dette omtales oftest som ”det kommunale selvstyre”. Det betyder i praksis, at kommunerne kan være meget forskellige og løse deres opgaver vidt forskelligt. Det er således ikke muligt præcist at beskrive, hvordan opgaver løses, eller hvordan kommunen organisatorisk er opbygget. I hvert tilfælde må man som forening finde ud af, hvem i kommunen der arbejder med særlige områder.

Som forening, der ønsker at samarbejde med kommunen, betyder ovenstående karakteristika ved kommunen, at det kan være svært at finde vej og at finde de rette samarbejdsparter. Mange kommuner er opmærksomme på udfordringen i at finde rundt i kommunen og arbejder på at gøre adgangen til kommunens forskellige arbejdsområder mere åben for borgere og foreninger. Det kan være en god idé at huske på, at det handler om at skabe samarbejdsrelationer til personer, der er ansatte i kommunen. Samtidigt kan man ikke regne med, at enkelte ansatte kender til, hvad der sker i resten af kommunen eller taler med andre, der sidder med lignende opgaver i andre kommunale institutioner.

En udbredt opfattelse af kommunen i den frivillige verden er, at det er der pengene er. Selvfølgelig er kommunernes økonomi mange gange større end de små midler, de fleste foreninger har til rådighed, men samtidig er langt de fleste af pengene bundet op på de opgaver, som kommunen skal løse. Især i denne tid, hvor kommunerne må gennemføre omfattende besparelser, er der ikke mange økonomiske midler til rådighed i kommunerne. Hvis foreninger skal gøre sig håb om at få andet end de §18-midler, der er afsat til det frivillige sociale arbejde, skal argumenterne være i orden. Herunder skal man oftest kunne bevise, hvilken værdi et projekt har og hvordan det kan være med til at nedbringe udgifterne på andre områder.

4. Kommunale medarbejdere

Selv om kommunen er en bureaukratisk kolos, har den i høj grad et menneskeligt ansigt. Det er medarbejderne, der udfører de mange opgaver, som kommunen står for, og ad den vej kommer i kontakt med borgerne. Der er meget fokus på, hvad det særligt er frivillige kan i forhold til udsatte borgere. Det er dog også relevant for frivillige at se på, hvad det er de kommunale medarbejdere særligt kan. Overordnet har kommunale medarbejdere følgende kompetencer:

• Lønnede: Modsat frivillige modtager kommunale medarbejdere løn. Det betyder, at de er en del af en ansættelsesaftale, der forpligter dem til at løse særlige opgaver og tage særligt ansvar. De kan derfor sættes til at udføre både praktiske, administrative og ledelsesmæssige opgaver. Mange kommunale medarbejdere har den direkte kontakt til borgerne. Fordi de er lønnede, kan man på en anden måde end med frivillige regne med deres indsats og vide, at de løser den opgave, de er sat til.
• Faglige og professionelle: Langt de fleste kommunale medarbejdere er professionelt uddannede til at løse de opgaver, de arbejder med. De arbejder ikke udelukkende ud fra deres personlige kompetencer, men med en professionel og faglig baggrund. Det betyder, at de med viden og erfaringer om eksempelvist socialt arbejde kan arbejde med evidensbaserede og gennemprøvede metoder. Fagligheden betyder, at den hjælp borgeren får er baseret både på viden og etiske overvejelser om eksempelvis borgerens selvbestemmelse, aktive liv osv.
• Arbejder inden for lovens rammer: At kommunen og dermed kommunens medarbejdere er underlagt forskellige love, betyder ikke kun, at man som borger ved, hvilke opgaver der er kommunens ansvarsområde. Flere af de lovgivninger, kommunerne er underlagt har med borgernes retstilling og retssikkerhed at gøre. F.eks. regulerer forvaltningsloven forholdet mellem borgeren og offentlige myndigheder og fastsætter rammerne for, hvordan kommunen må forvalte de opgaver de skal løse over for borgerne. Set med negative øjne kan lovrammer være begrænsende, særligt i mødet med socialt udsatte. Kommunale medarbejdere dokumenterer det arbejde, de gør med borgere og skal oplyse om forhold, der har betydning for borgerens sag. Det kan f.eks. være oplysninger om socialt bedrageri. Dette betyder, at socialt udsatte kan være tilbageholdende med at fortælle kommunale medarbejdere om deres problemer, da de frygter for, hvilke konsekvenser disse informationer kan få i deres sager. Set med positive øjne er sådanne love med til netop at sikre dels borgernes retssikkerhed; dels at de fælles midler til at hjælpe socialt udsatte ikke misbruges af nogle borgere.
• Optræder i hverdagen: Til forskel fra frivillige optræder rigtigt mange kommunale medarbejdere i borgernes hverdag og har en etableret kontakt til udsatte borgere. Det gælder f.eks. skolelæreren, der hver dag er i kontakt med sine elever, eller sagsbehandleren der har faste samtaler med en udsat borger. Frivillige har ikke nødvendigvis denne daglige eller faste kontakt med borgere, som kunne have gavn af det frivillige tilbud. Det betyder, at kommunale medarbejdere ofte har en nøgleposition i forhold til at komme i kontakt med den målgruppe, en forening ønsker at arbejde for. Det kan eksempelvis være skolelæreren, der kan give eneforsørgere og deres børn et tilbud om en voksenven, eller social- og sundhedsassistenten, der kan formidle kontakten mellem en ensom ældre og en besøgstjeneste.

At kommunale medarbejdere har disse kendetegn, har betydning i samarbejdsrelationen og kan være til nytte for foreningen og de frivillige. Man kan som udgangspunkt regne med, at de (eller evt. en afløser) løser aftalte opgaver. Samtidigt besidder de en faglig viden, som kan komme foreningen til gode – f.eks. brugte man i et samarbejdsprojekt om forældre til unge misbrugere de kommunale medarbejderes viden og faglighed aktivt over for både frivillige og brugere. Derudover er det en stor fordel, hvis de allerede har kontakt til potentielle brugere af et frivilligt tilbud.

Samtidigt må man ikke glemme, at selv om medmenneskelighed, nærhed, tillid og troværdighed ofte fremhæves som særlige frivillige kompetencer, er det også kompetencer, som ansatte medarbejdere besidder. Langt de fleste kommunale medarbejdere brænder lige som frivillige for at gøre en forskel for mennesker, der har brug for hjælp.

Kommunale medarbejdere kan i samarbejdet med foreninger også stille visse udfordringer. De rammer, de arbejder under, kan betyde, at de i praksis mest bliver skrankepaver, der ikke har meget forståelse for at skulle bevæge sig uden for den trygge tilværelse bag skranken eller skrivebordet. Nogle frivillige oplever, at kommunale medarbejdere i kraft af deres faglige og professionelle baggrund kan blive egenrådige og anse al anden aktivitet for socialt udsatte som unødig og forkert indblanding. Som vi også beskriver i afsnittene om Faglighed og samarbejde og Jura og samarbejde, kan mange kommunale medarbejdere være bekymrede for, hvordan deres faglighed skal spille sammen med en frivillig og ufaglig indsats.

Indhold - forgående side - næste side