At være frivillig er ikke en profession

”At være frivillig er ikke en profession – det er noget andet!”, siger Ia Brix Ohmann, der er souschef i frivilligafdelingen i Ældre Sagen og medlem af Rådet for Frivilligt Socialt Arbejde. I dette interview uddyber hun, hvad hun mener om uddannelse og kursusaktiviteter for frivillige.

Af Bodil Kristensen, praktikant på Center for frivilligt socialt arbejde

Artikel bragt i bladet Frivillig, nr. 75, juni 2005

Skal frivillige uddannes?

”Det er et rigtigt godt spørgsmål om frivillige overhovedet skal uddannes, og hvis de skal, hvordan så? Det er jo også det, jeg spørger konsulenterne om, som arbejder med det i praksis. Skal de det? Hvad er formålet med det? Og der er mange svar på det. Vi skal passe på med at tale om et egentligt uddannelsesforløb, for det er ikke en profession at være frivillig, det er noget andet.

Uddannelse er et begreb, vi låner fra nogen andre. Og hvad er det egentlig, vi gør i forhold til frivillige? Vi inspirerer, erfaringsudveksler, skaber netværk, holder træningsworkshops, temadage og meget andet. I Ældre Sagen opererer vi med nogle kortere forløb, hvor man mere tænker i inspiration end egentlig uddannelse”.

Ordene er Ia Brix Ohmanns. Hun har indvilliget i at komme med input til diskussionen om uddannelse af frivillige. Et spørgsmål, der optager hende meget både i sit virke som medlem af Rådet for Frivilligt Socialt Arbejde og i forhold til sit job som souschef for frivilligafdelingen i Ældre Sagen, hvor hun bl.a. har ansvaret for Ældre Sagens kurser. Ia har også selv været frivillig med engagement i forskelligt frivil-ligt, socialt arbejde. Så når emnet falder på uddannelse, har hun en bred palet af erfaring.

Ja, men med forbehold

Svaret på spørgsmålet om frivillige skal uddannes er et ”ja, men med forbehold! Som organisation har man et ansvar for at klæde den frivillige på til at klare den opgave, vedkommende har påtaget sig. De forskellige aktiviteter, som frivillige deltager i, skal sættes inden for nogle rammer, som organisationen har en forpligtigelse til at stille op og fundere over. Som frivillig skal man ikke bruge mange kræfter på at formulere disse rammer. De skal bare være der”.Det er vigtigt også at diskutere i organisationen, om kurser skal være obligatoriske og Ia fortæller: ”I Ældre Sagen har vi i dag to frivilligaktiviteter – nemlig aflastning af pårørende til demente og ældremotion – hvor vi meget kraftigt opfordrer den frivillige til at komme på kursus. Vi har lige lavet en frivillighedsundersøgelse, hvor halvdelen af vores frivillige, der medvirkede i undersøgelsen reelt ikke har været på kursus og heller ikke føler, at de har et behov for det. Mange af dem er f.eks. besøgsvenner, og de mener faktisk, at de har den fornødne erfaring. Det er legitimt at sige, at jeg har den fornødne erfa-ring”.

Uddannelsesforløb skal inspirere, udvikle og forankre

”Kurser skal tage udgangspunkt i det, frivillige har brug for. I Ældre Sagen reducerer vi for tiden i mængden af de kurser, vi udbyder centralt. Til gengæld kan jeg se, at vores konsulenter går ud og laver mange flere skræddersyede kurser. De tager ud og finder sammen med gruppen af frivillige ud af, hvad de har brug for. Det er vigtigt, at der ved siden af de standardiserede kurser er plads til også at lave forløb, som helt tager udgangspunkt i frivilliges interesser og behov. Jeg stiller hele tiden spørgsmålstegn ved, hvordan vi bruger vores ressourcer: Hvad sker der f.eks., hvis vi ikke har det eller det kursus?

I Ældre Sagen har vi traditionelt tænkt i undervisning i forhold til uddannelse af frivillige, men hvad er det egentlig, vi tilbyder vores frivillige? Er det undervisere, eller er det konsulenter? Fra mest at tænke i undervisere, bevæger vi os over i at tænke proceskonsulenter. Konsulenter, der kan sætte nogle processer i gang, og som mere går ind i de frivilliges dagsorden, så der opstår et forløb, hvor det er frivilliges og deres kontekst, der er i centrum. I Ældre Sagen udvikler vi også et projekt, hvor det er meningen, at frivillige skal fungere som formidlere og som gæsteundervisere. De kommer og fortæller om deres erfaring, så det bliver mere erfaringsbaseret”.

Ia fremhæver også forankring som et vigtigt element i uddannelse af frivillige. ”Det er vigtigt at undgå ”hit and run” kurser. Et kursus er kun så godt som det, du bruger det til, når du kommer hjem. Og hvor godt er et kursus, som man ikke følger op på? Forankring skaber man bl.a. ved erfaringsudveks-ling og dannelse af netværk, der holder efter kurset. Men netværk opstår ikke i sig selv, og derfor skal vi tænke meget mere bevidst i at give rammerne for netværk på kurserne”. Forankring handler for Ia også om, at de, der deltager, får en personlig forståelse af de ting, der formidles på kurset. At der er masser af tid til at reflektere over det formidlede stof og tid til, at tingene kan forankres i den enkelte, for ”hvad er uddannelse og kompetence egentligt for noget? Det er jo ikke kun, at du har en viden, det er jo også, at du kan bruge den – og har mod til at bruge den”.

En kursuspolitik er et godt redskab

Ia har taget initiativ til at lave en kursuspolitik i Ældre Sagen, og når hun skal forklare, hvilke formål, der kan være med at lave kurser for frivillige, refererer hun til denne kursuspolitik.

”Det er vigtigt at have en politik omkring uddannelse, for så er vi bevidste om, hvorfor vi uddanner frivillige. Og så kan vi bedre regulere på det, vi gør og kritisk tage stilling til, om vi bruger ressourcerne på den rette måde. Hvis ikke vi har et defineret formål med det, vi gør, så er det svært at tilpasse beho-vet. Vi skal jo som ansatte i en organisation være bevidste om, at kurserne er et slags ledelsesværktøj i forhold til frivillige”.

Ældre Sagen har således en række bevidste formål med de kurser, de tilbyder deres frivillige. ”Nummer et er at klæde frivillige på til de opgaver, de har påtaget sig. Den frivillige får viden om nogle konkrete ting, men også noget om, hvornår vedkommende skal passe på sig selv. Et andet mål er at give frivillige en fælles platform og en generel viden om Ældre Sagens opbygning, holdninger og værdier. Det er med til at kitte organisationen og frivillige sammen på kryds og tværs - et element, vi har bygget ind på de fleste kurser. Endvidere skal kurser inspirere og samtidig forpligte frivillige til at gå ud og gøre noget – i den udstrækning man kan forpligte. Det er derfor, opfølgningen bliver så vigtig. Personlig udvikling er også et mål, men det skal hænge sammen med det frivillige arbejde, før vi kan bruge ressourcer på det. Kurserne og især kursuskataloget fungerer som katalysator og skal nå potentielle frivillige. Kurserne skal også være rum for erfaringsudveksling og socialt samvær, og endelig er de et led i at gøre os attraktive som frivilligorganisation”.

”Og i øvrigt viser vores seneste frivilligundersøgelse, at kurser slet ikke er det, der giver trivsel hos frivillige. Det kommer langt nede på listen. Det er derimod det konkrete arbejde og sagen, de arbejder for, der giver mening, trivsel og tilfredshed”, slutter Ia Brix Ohmann.

Kilde: Frivillig nr. 75 - juni 2005

Eftertryk med tydelig kildeangivelse er tilladt.