Selvevaluering - Ideer til hvordan man kan vurdere det frivillige sociale arbejde

Formålet med pjecen

Denne pjece henvender sig til de frivillige organisationer, der ønsker at gennemføre en evaluering af egen organisation og eget arbejde. Formålet med pjecen er at give en introduktion til, hvordan man mere systematisk kan foretage denne evaluering.

Pjecens indhold og anbefalinger er vores bud på, hvordan organisationer kan selvevaluere, og hvordan arbejdsgangene heri kan se ud.

Pjecen er revideret januar 2006.

Hvad er (selv)evaluering?

Evaluering betyder ifølge ordbogen ”at vurdere” eller at ”fastsætte værdien af”. Ud fra den definition kan evaluering være alt lige fra en dagligdags vurdering af, om gårsdagens tv-program var godt eller dårligt, og til en systematisk undersøgelse af en medicinsk behandlings effekt på menneskers livskvalitet.

I denne pjece er det ikke dagligdags vurderingerne vi skal se på, men på hvordan man gennemfører en evaluering af sin organisations eller forenings arbejde. Dette arbejde kan f.eks. omfatte en besøgstjeneste, et værested eller en ungdomslejr. Det kan være en bestemt aktivitet, et tilbud eller det kan være et projekt eller forsøg.

I den forbindelse betyder evaluering, at man er systematisk i sin indsamling af de oplysninger, der skal bruges i evalueringen, og at man samtidig bevidst overvejer, hvad der foregår. Selvevaluering er egentlig blot, at man selv gennemfører evalueringen.

Hvorfor skal man selvevaluere?

Ved en selvevaluering får en organisation en god anledning til at se nærmere på, hvordan den generelt fungerer. Hvad er det f.eks. for værdier organisationens arbejde bygger på, hvad er det for en kultur, der præger den, hvordan er forholdet til brugerne, det offentlige eller andre samarbejdsparter? Endvidere kan man blive mere bevidst om egne arbejdsmåder, hvordan der kommunikeres i organisationen, hvad organisationens er god til, hvad der er vanskeligt i arbejdet, osv.

Selvevalueringen og den proces der er forbundet hermed er således en god måde, at få sin organisation i fokus på og få skabt en større fælles indsigt og bevidsthed omkring egen praksis. Men den kan også være med til at få afsendt de rigtige signaler – både internt i organisationen til frivillige, ansatte, medlemmer eller brugere, og eksternt til andre organisationer, kommunen, amtet eller andre samarbejdsparter.

Netop fordi selve undersøgelsesarbejdet udføres af organisationen selv, bidrager det automatisk til de interne læringsprocesser – man lærer simpelthen sin organisation bedre at kende. Det betyder f.eks. at alle der deltager aktivt i selvevalueringen bliver ansvarliggjort i forhold til organisationens arbejde, samtidig med at selvstændigheden i organisationen understøttes.

Og netop selvstændigheden er et vigtigt argument for valget af selvevaluering – for selvevaluering sikrer ejerskab og autonomi. Når en organisation selv evaluerer, kommer arbejdet til at foregå på egne præmisser, dvs. ud fra egne ønsker, behov, ressourcer og evner.

Hvordan selvevaluerer man?

Selvevalueringen, sådan som vi beskriver den, kan finde sted på flere niveauer. Der er dels den mere generelle vurdering af organisationen, og dels den mere systematiske vurdering af en konkret aktivitet. Selvevaluering er dog en kontinuerlig proces, for der vil i enhver organisation hele tiden være nyt at tage stilling til.

Fase 1: ”Hvem er vi”?Et godt udgangspunkt i en selvevaluering kan tages i en generel vurdering af organisationen – hvem er vi egentlig? Her tager man de kritiske ”briller” på, og diskuterer organisationens grundlæggende værdier, holdninger og arbejdsgange. I denne fase kan man blandt andet stille spørgsmålene:

• Hvilke værdier baserer vores arbejde sig på? Er værdierne skrevet ned, f.eks. i vores vedtægter?
• Hvilke værdier ønsker vi, at vores arbejde baserer sig på?
• Hvordan kommer værdierne til udtryk i vores daglige arbejde?
• Hvordan ser vores dagligdag ud? Hvad er styrkerne og vanskelighederne i vores arbejde, f.eks. i forhold til: brugerne, de forskellige aktiviteter vi tilbyder, vores organisation (internt), vores omgivelser (eksternt)
• Er der mønstre i vores styrker og vanskeligheder?
• Er der dilemmaer?
• Hvad kan vi gøre ved dem?

Denne mere kritiske egenvurdering giver organisationen en mulighed for, dels til at få diskuteret og synliggjort de værdier og holdninger indsatsen ønskes båret af, og dels at få belyst, om der er aktiviteter eller områder, der kræver en særlig indsats eller opmærksomhed, i forhold til at få en højere eller bedre kvalitet. Det er her, at udviklingen kommer ind.

Fase 2: Evaluering af aktiviteten.

Næste skridt i selvevalueringen kan da være at undersøge – evaluere – den aktivitet eller det område, der gennem den mere generelle egenvurdering, viste sig at kræve en særlig opmærksomhed. Det kan f.eks. være, at en organisation har svært ved at rekruttere nye frivillige, og derfor ønsker at undersøge den hidtidige praksis, for ad den vej at finde nogle svar på, hvad årsagen hertil kan være. Men det kan også være, at organisationen har igangsat et nyt projekt, man gerne vil have en vurdering af. Evalueringens metoder og teknikker er ofte de samme, der anvendes i mere strukturerede undersøgelser. Det, der kendetegner disse metoder er, at de er systematiske i deres indsamling af oplysninger, og at man bevidst overvejer, hvad der skal foregå.Det er altså vigtigt med en fast struktur på fremgangsmåden.

I denne fase bør man stille følgende spørgsmål:

• Hvad er det konkret vi ønsker at evaluere?
• Hvad er formålet med evalueringen?
• Hvad vil vi gerne have svar på?
• Hvilken fremgangsmåde (metode) passer da til vores evalueringsspørgsmål?
• Hvor mange ressourcer (penge, arbejdskraft, tid) kan vi afsætte?
• Hvordan planlægger vi forløbet – hvem gør hvad og hvornår?

Det er vigtigt at få diskuteret og beskrevet problemstillingen omkring den aktivitet eller indsats man ønsker at evaluere: Hvad består aktiviteten i og hvad er det præcis for spørgsmål man gerne vil have svar på? Sæt så mange ord på som muligt således, at opgaven er klart beskrevet.

I denne fase er det meget afgørende at få diskuteret hvorfor aktiviteten skal evalueres? Det kan der være mange grunde til – både bevidste og ubevidste – men det er vigtigt at få talt om dels for, at man ikke senere skal være uenige om, hvad formålet var, og dels fordi diskussionen er med til at fastholde hinanden på, at "det er det vi gør". Sidst men ikke mindst er det vigtigt at få både evalueringen og årsagen til at evaluere udbredt i organisationen – åbenheden er vigtig, så der ikke opstår misforståelser eller skjulte dagsordner.

Når problemstillingen, spørgsmålene og formålet er beskrevet, skal der dernæst tages stilling til, hvordan aktiviteten skal evalueres, dvs. hvilken metode skal der anvendes? Skal der udarbejdes spørgeskemaer, interviews eller måske anvendes mere avancerede observationsteknikker? Desuden skal man afgøre, hvem der skal inddrages i undersøgelsen – hvem sidder inde med den viden, man gerne vil have frem?

I en evaluering af en konkret aktivitet er det også vigtigt at få brugernes vurdering af aktiviteten. Derfor bør man overveje, hvordan brugernes synspunkter kan blive indfanget, både så "habilitetsproblemer" undgås, og under hensyntagen til, at nogle brugergrupper er svære at få i tale. Der ud over kan man også overveje at inddrage eventuelle samarbejdsparter (interessenter), f.eks. kommunen eller en anden frivillig organisation, i vurderingen af aktiviteten.

Endelig skal der tages stilling til hvem, der skal udarbejde evalueringen, og om der eventuelt skal hentes hjælp udefra, f.eks. til bearbejdning af spørgeskemaer. I dette spørgsmål er det vigtigt at vide, hvilke ressourcer der er til rådighed. Må det koste noget, og i givet fald, hvor mange penge er der afsat? Er der i organisationen personer, der har den nødvendig ”ekspertise” til at lave undersøgelsen og skrivearbejdet? Hvor meget tid kan der afsættes?

Hvordan sørger man for, at evalueringen ikke havner i papirkurven?

Det kan man ikke altid, men det kan være godt endnu engang at overveje/tænke på:

• Hvorfor ønsker vi evalueringen?
• Hvad vil vi bruge resultaterne til?
• Hvornår skal vi bruge resultaterne (lad ikke evalueringen trække i langdrag, hvis det er nu, der skal besluttes)?
• Er vi parate til at handle på resultaterne – hvad nu hvis de er dårlige?

Læs mere om emnet

• Bryderup, Inge M. (1994): Ord som vurderer. Kursus- og selvevalueringsforløb for 8 SIND-projekter under 15-M. Projekt Socialpsykiatri 15-M, Socialministeriet.
• Dahler-Larsen, Peter og Krogstrup, Hanne Kathrine (2001): Tendenser i evaluering. Odense Universitetsforlag.
• Gruber, Thomas og Villadsen, Kaspar (1997): Kvalitet i det frivillige sociale arbejde. I: Frivilligt socialt arbejde i fremtidens velfærdssamfund. Bilagsdel. Udvalget om frivilligt socialt arbejde, Socialministeriet.
• Krogstrup, Hanne Kathrine (1997): Brugerinddragelse og organisatorisk læring i den sociale sektor. Systime.
• Mehlbye, Rieper og Togeby (1993): Håndbog i evaluering. AKF’s Forlag, København.

Vil du vide mere

Har du spørgsmål til denne pjece, eller ønsker du råd og vejledning om pjecens emne, er du velkommen til at ringe til Center for frivilligt socialt arbejde og tale med en af vores rådgivere på telefon: 66 14 60 61, du kan også sende os en e-mail med dit spørgsmål: info@frivillighed.dk

Eftertryk med tydelig kildeangivelse er tilladt.

Pjecen er udgivet af Center for frivilligt socialt arbejde.

 

Skriv kommentar

	Indtast de tegn/tal du ser her til venstre som sikkerheds-kode.

Bemærk: Din adresse, mail og telefonnummer bliver ikke offentliggjort på frivillighed.dk.

Læs reglerne for kommentarer på frivillighed.dk