Tid og nærvær - frivillige på hospitalet

Et frivilligprojekt for kræftpatienter på Odense Universitetshospital.

Af Jan Flor, Kræftens Bekæmpelses Rådgivningscenter i Odense

Ideen til projektet blev undfanget i 1999. I mit arbejde som frivillig på Sct. Maria Hospicecenter i Vejle har jeg set, hvor stor betydning omsorg og nærvær har for patienter med en livstruende sygdom.

I en periode var jeg medarbejder som frivillig rådgiver ved Kræftrådgivningen i Odense og mødte her patienter, som havde erfaringer fra indlæggelse på en kræftafdeling. Der blev ofte udtalt anerkendelse for plejepersonalets store indsats og samtidig udtrykt savnet efter mere tid og kontakt fra de professionelle, som pga. ressourcemangel havde alt for travlt. Jeg tænkte, at her kunne erfaringer fra hospicet bruges i en frivilligindsats.

Projektet forberedes

Som naturligt er, begyndte jeg at undersøge, hvor i landet man brugte frivillige på en almindelig hospitalsafdeling, men det viste sig, at det var et ukendt fænomen. Flere steder var der tilbud om erfaringsbaserede samtaler, dvs. patienter kunne møde en tidligere kræftramt og høre om erfaringer og muligheder. Men dette foregik altid efter henvisning fra plejepersonalet og min tanke var, at de frivillige skulle færdes i vagt på afdelingen på lige fod med plejepersonalet. Da jeg fra mit liv som organisationsleder i den offentlige sektor vidste, at systemer kan være svære at danse med, var jeg klar over, at det var vigtigt på forhånd at være velforberedt.

At imødegå fordomme, usikkerhed og modstand

Det skulle være et pilotprojekt, et kvalitetssikringsprojekt (et begreb, som sundhedssystemet opererer med) og det skulle være tidsbegrænset. Der skulle være en kendt og respektabel organisation bag indsatsen, i dette tilfælde Kræftens Bekæmpelse, og der skulle sikres en tydelig rolleafgrænsning mellem frivillige og plejepersonale.Desuden skulle organisationen sikre udvælgelsen af frivillige med de nødvendige menneskelige kvalifikationer til opgaven. Og sidst, men ikke mindst skulle hele personale-hierarkiet orienteres og spørges. Orienteringen om projektet skulle foreligge i skriftlig form og præsenteres for de berørte personer, inden et evt. møde fandt sted, idet det så kunne undgås at ”det vil vi vende tilbage til, når vi har læst materialet”.

Der blev afholdt en række møder på de onkologiske R-afdelinger på Odense Universitetshospital. Med overlægen, med oversygeplejersken og med afdelingssygeplejerskerne. Alle var positive og interesserede, men havde mange overvejelser om problemer, der kunne opstå. Her viste det sig vigtigt, at kunne svare for sig og sikre en stadig evaluering af de frivilliges indsats. Afdeling R1 blev valgt, fordi patienterne dér ofte er indlagt i længere tid. Vi aftalte, at der fra afdelingen skulle udpeges to kontaktsygeplejersker og jeg blev ansat som projektkoordinator ved Kræftrådgivningen i Odense, som bindeled mellem plejepersonale og frivillige.

Projektet iværksættes og evalueres

Projektet, som blev navngivet ”TID og NÆRVÆR” skulle evalueres af en uvildig forsker efter fire måneders prøvetid. Til at udføre dette blev valgt forskningsbibliotekar og læge Johan Wallin, Syddansk Universitet. Fire frivillige - en mand og tre kvinder - blev kvalificeret til opgaven og begyndte vagterne i februar 2000. Det var en spændende tid. De frivillige havde en ugentlig vagt (mandag, tirsdag og onsdag fra kl. 17 - 21). Mange uforudsete udfordringer blev taget op og klaret hen ad vejen. Til evalueringen blev foretaget en lang række interviews med plejepersonale og patienter. I august 2000 var evalueringen færdig. Det fremgår heraf, at stort set alle medarbejdere på R1 mener, at det er en god og vigtig indsats, de frivillige gør. Plejepersonalet vil gerne selv udføre disse opgaver, hvis der var tid til det, men man forventer ikke i overskuelig fremtid flere ressourcer, så det er fint at de frivillige kan og vil. Blot er det vigtigt med en klar og tydelig rolleafgrænsning mellem plejepersonale og frivillige.

Koordinationsmøder og tilbud om supervision

På denne baggrund blev det aftalt, at TID & NÆRVÆR skulle fortsætte, nu over tre år med en opfølgning af evalueringen med særligt henblik på patienternes mening om de frivillige.

I foråret 2001 gik otte frivillige i gang på R1, mandag til torsdag, en ad gangen, fra 17 – 21. De frivilliges fotos med navne er ophængt på afdelingen med en orientering om tilbuddet og der uddeles en folder til de nyindlagte patienter. Der bæres en badge med navn og Kræftrådgivningens logo.

Der afholdes et månedligt koordinationsmøde med tilbud om supervision. Dette møde er vigtigt, fordi de frivillige her kan mødes som ”team” med kontaktsygeplejerskerne. Vi drøfter alle aktuelle spørgsmål fra afdelingen og tilrettelægger vagtplanen. Vi diskuterer jævnligt afgrænsningsproblemer med kontaktsygeplejerskerne, som evt. spørger kollegaerne på afdelingen. Må en frivillig fx hjælpe en patient med spiseproblemer?

Vi prøver derved at undgå ”fejltrin”. Projektet er sårbart og kan nemt vælte. Supervisionen kan være en støtte, hvis den frivillige har brug for at dele sværere følelser og tanker fra mødet med patienterne. Det kan gøre voldsomt indtryk, at være sammen med alvorligt syge eller døende mennesker.

Hvordan udvikler vi TID & NÆRVÆR

Vi har til stadighed forsøgt at finde på nye tilbud til patienterne som fx: videoaftener, fællessang, oplæsning, eventyrdigtning m.m. foruden det stående tilbud om personlig kontakt. De frivillige har gennem deres netværk formidlet gaver til afdelingen, fx sangbøger og der arbejdes på at patienterne kan få adgang til en computer med internetforbindelse.

Når den frivillige møder på vagt henvender hun (alle nuværende frivillige er kvinder!) sig på kontoret for at høre plejepersonalet, om der er patienter, der ønsker at blive kontaktet. Det er der stort set aldrig, selvom behovet tydeligvis findes! Jeg har to gange deltaget i møder med det samlede afdelingspersonale, og har taget dette formidlingsproblem op. Alle er vældig positive, men der sker ingenting. Der henvises til den store arbejdsbyrde, der uomtvisteligt ligger på plejepersonalet. På R1 må den frivillige færdes i et vældig turbulent miljø. Mange mennesker, megen sorg, smerte og angst. Pårørende, som er bekymrede eller ulykkelige, og travle professionelle. På den ene side må den frivillige, så at sige, selv skabe sine opgaver i kontakten med patienterne, og på den anden side til stadighed være opmærksom på ikke at overskride frivilligrollens grænser og samtidig at respektere og beherske kontakt/ tilbagetrækningsprocessen. Med dette udtryk mener jeg evnen til at kunne ”læse” situationen og patientens behov og ønsker.

Minefeltet mellem frivillige og professionelle

Der stilles således store krav til de frivilliges menneskelige kvaliteter, hvilket nødvendiggør en omhyggelig udvælgelse og indslusning på afdelingen. De fleste mennesker ønsker, at nogen har brug for dem, at blive set og anerkendt, og som frivillig brænder man nemt ud, hvis man føler sig alene i vagten. Også selv om alle er enige om, at det er meget menings- og glædesfyldt at være frivillig. Indtil nu har 16 frivillige været med i projektet. En er holdt op, netop fordi hun savnede gensidighed og modspil i forhold til plejepersonalet. Et ”ægteskab” holder kun i længden, hvis begge parter gør en indsats, så der skal bruges megen energi på at skabe glæde og dynamik i frivilliggruppen.

Motivationen skal komme alene fra de frivillige - og selvfølgelig fra mødet med patienterne, og det kræver frivillige med overskud. Det er et paradoks, at plejepersonalet på den ene side er vældig positive overfor de frivillige, men samtidig har modstand mod de frivilliges tilstedeværelse på afdelingen. Der kan spekuleres meget over årsagerne hertil. Plejepersonalet ville helst selv kunne klare alle opgaverne, og udover den fysiske pleje også have tid til nærvær og at ”holde i hånd”. Men de har ikke tid til det hele og så kommer nogle mennesker ind på afdelingen (de frivillige) og tager det, der kunne være flødeskummet i jobbet! Nogle medarbejdere har direkte udtalt frustration over dette dilemma.

Når vi sammen med kontaktsygeplejerskerne forsøger at mildne sådanne misstemninger, løser det kun problemets symptomer, ikke de dybere årsager, som er samfundets og politikernes mangel på prioritering i forhold til de indlagte patienters behov for lindring og pleje, såvel fysisk som psykisk.

Den seneste tids medieudtalelser fra amterne om flere frivillige på sygehusene bærer ved til den brand. Det skaber et minefelt mellem professionelle og frivillige, og slører behovet for flere plejeressourcer til sygehusene. Det vil kun skabe massiv modstand og uvilje mod frivillige. Så er det ikke blot en betydningsfuld del af jobbet, der mistes. Så bliver de frivillige en trussel på levebrødet!

De frivillige er efter min mening ikke blot et supplement til de professionelles indsats. Den frivillige kan noget, plejepersonalet netop ikke kan, fordi de er professionelle. Den frivillige kan uforbeholdent møde patienterne ”i øjenhøjde”, netop fordi de ikke er professionelle! Ofte har patienter udtalt glæde over at kunne betro sig til et medmenneske, som blot er til stede og til rådighed, som han eller hun er.

At være med i et sådant frivilligprojekt er dybt meningsfyldt. Det kræver ildsjæle og tyrkertro på, at det kan lykkes. Og det kræver en vedholdende, stærk styring og koordinering af indsatsen og en stadig opfølgen af projektet gennem evaluering og fornyelse. Sidst, men ikke mindst, skal der held til! Held til at møde fagpersonalet på sygehuset, som basalt ser frivilliges indsats som en vigtig del af sygehusets tilbud til patienterne.

Kilde: Frivilligfronten I: Frivillig. Nr. 60, september 2004. Center for frivilligt socialt arbejde.

 

Skriv kommentar

	Indtast de tegn/tal du ser her til venstre som sikkerheds-kode.

Bemærk: Din adresse, mail og telefonnummer bliver ikke offentliggjort på frivillighed.dk.

Læs reglerne for kommentarer på frivillighed.dk