Supervision som metode i frivilligt socialt arbejde

Frivillige møder ofte mennesker, der står i meget svære livssituationer. Det kan være mennesker, der er ramt af svær sygdom, voldsramte, selvmordstruede, skilsmisse osv. Hvordan klæder vi frivillige på, så de bliver i stand til at tackle dette - således at brugerne får en positiv, brugbar og værdig behandling og den frivillige får den fornødne støtte, omsorg og udvikling, der skal til for at kunne møde brugeren. Supervision kan være svaret.

Af Cand.psych. Trine Natasja Sindahl & Cand.psych. Lars Christian Lidsmoes

Det er mandag aften og en gruppe af frivillige ankommer til projektets lokaler. Kort efter kommer der en psykolog. Der skal holdes møde – men af en helt særlig karakter. Bordene flyttes ud til væggen og der laves en rundkreds af stole hvor de frivillige og psykologen sætter sig.

Mødet varer 2½ time med kun en enkelt pause på 10 min. Stemningen er intens. Der er et imponerende fokus og alle bidrager med henblik på at yde hjælp og støtte til den eller de personer der har taget et tema op. Indimellem rykkes der rundt på stolene så der bedre kan gennemføres interview, rollespil eller en af de andre metoder der er i spil. Der bliver talt, lyttet, tænkt, grinet og måske grædt en lille smule. Før vi ved af det er tiden gået og alle går hjem – lidt klogere og fyldt af idéer til hvordan de kan forbed-re deres arbejde. Når gruppen mødes igen om to måneder vil der være nye temaer der presser sig på.

Øget fokus på personlig udvikling

Der er gennem de seneste år kommet øget fokus på læring inden for frivilligt socialt arbejde. Medvirkende hertil er en stigende opmærksomhed på, at personlig udvikling og mestring er blevet en del af de motiver frivillige har til at indgå i frivilligt socialt arbejde – og en af de metoder foreningerne og organi-sationerne bruger til at fastholde de frivillige de har. Dette øgede fokus på læring skal også ses i lyset af, at frivillige i dag påtager sig væsentlige sociale opgaver, som nødvendigvis må påvirke dem personligt og som kræver at de frivillige føler sig klædt tilstrækkeligt på.

Foreningerne og organisationerne etablerer i øget omfang formaliserede "rum" for træning, uddannelse og refleksion af og imellem de frivillige. Et af disse "rum" er supervision, som er fokus for denne artikel.

Hvad er supervision?

Supervision er en ramme for refleksion over eget (frivillige) arbejde. Vi kan forstå det som en mulighed for at hæve sig op over dagligdagens praktiske erfaringer, kigge ned på dem og tænke: "Og hvad kan vi så lære af det?".

Fokus for en supervision vil typisk være det brugerrettede arbejde f.eks.: Hvordan tackler vi en bestemt bruger på en god måde? Jeg har haft en ubehagelig oplevelse med en bruger – hvordan tackler jeg det? Og hvad kan vi lære af det?

Det er heller ikke usædvanligt, at mere personlige eller organisatoriske temaer får plads i en supervision f.eks.: Hvordan får jeg lysten til mit frivillige arbejde tilbage? Hvordan skal vi tolke vores tavshedspligt? Hvordan sikrer vi, at vi i hverdagen støtter hinanden bedre?

Målet med supervision er ikke at finde løsninger, men at den der bliver superviseret bliver klogere på sig selv og sine muligheder i (frivillig-) arbejdet.

Når man vælger at indføre supervision er det typisk for at:

• Sikre kvaliteten i arbejdet med brugerne
• Sikre de frivilliges løbende udvikling
• Give følelsesmæssig støtte til de frivillige

I praksis foregår supervision på mange forskellige måder i forskellige frivillige organisationer. Typisk vil den dog foregå som gruppe - frem for individuel - supervision.

En rundspørge blandt 25 frivillige sociale projekter i 2001/2002 viste, at ca. halvdelen benyttede sig af en eller anden form for supervision. Heraf benyttede lidt under halvdelen sig af det, man kalder ekstern supervision – typisk hvor en person, med relevant faglig uddannelse, uden for organisationen hyres til at komme og supervisere de frivillige.

Lidt færre benyttede sig af intern supervision – typisk hvor en person med relevant faglig uddannelse, inden for organisationen, superviserer de frivillige. Den resterende del (knap ¼) benyttede sig af kollegial supervision – hvor de frivillige superviserede hinanden.

Har supervisionsmetoden noget at gøre i frivilligt socialt arbejde?

Supervision som metode er udviklet for professionelle – i betydningen både lønnede og fagligt uddannede. Disse arbejder under andre betingelser end frivillige og derfor oplever man til tider én af to problematikker, når man superviserer frivillige:

1. At supervisionen "rammer ved siden af" fordi supervisor enten ikke har tilstrækkeligt kendskab til de særlige betingelser, der gør sig gældende for frivillige og deres arbejde, eller i højere grad forsøger at tilpasse de frivillige til metoden end metoden til de frivilliges arbejdsbetingelser
2. At supervisionen mister sit særpræg og kvalitet og i stedet tager form af almindelige personalemøder, hvor man drøfter forskellige problematikker omkring brugerne

Nogle af de væsentligste betingelser, der har betydning for supervisionen af frivillige er bl.a.:

Stor udskiftning i gruppen

En frivilliggruppe er sjældent den samme over længere tid. Dels falder frivillige fra og nye kommer til, dels er det sjældent, at alle kan deltage hver gang. Derfor er det vigtigt, at man i supervisionen benytter metoder, der er nemme at tilegne sig og effektfulde fra første færd. Det er også vigtigt, at man som supervisor holder in mente, at gruppen ikke nødvendigvis er så sammentømret og tryg, at den egner sig til at behandle dybere følelsesmæssige temaer.

Fokus er på det "uartikulerede" – erfaringerne og fornemmelsen

Mennesker med fælles faglig baggrund (fx pædagoger, socialrådgivere, psykologer mv.) udvikler og deler et særligt sprogbrug gennem fælles uddannelse. Det er gennem denne formidlede viden og dette særlige sprog, at de kvalificerer sig til at tage sig af andre mennesker. Frivillige har ofte andre baggrunde og kvalificerer sig i højere grad gennem erfaring og "menneskekundskab" – eller "fingerspidsfornemmelse". Den professionelle supervision er ofte helt domineret af sproget, hvor supervisionen af frivillige kan få meget ud af, at bruge tid på det der ikke er sprogliggjort (endnu) og på at "handle" frem for at "tale" sig gennem supervisionen (rollespil er fx en meget effektfuld måde hvorpå man kan komme i kontakt med den ikke-talesatte viden i gruppen).Frivillige er vant til at lære gennem at gøre – og det skal supervisionen udnytte frem for at undertrykke. Det fordrer andre metoder og en forståelse for, at manglende ord ikke er det samme som manglende viden eller kunnen.

Der arbejdes ud fra andre principper

Det er vigtigt, at supervisionen af frivillige ikke har til hensigt at skabe ”amatørterapeuter” – men derimod at hjælpe de frivillige til at udfylde potentialet i den rolle de allerede har. Frivillige arbejder typisk udfra principper om ligeværd, hjælp-til-selvhjælp, erfaringsdeling, autenticitet m.v. Hvis supervisor arbejder ud fra samme principper i supervisionen, har deltagerne mulighed for at lade sig inspirere heraf.Når alt dette er sagt skal det understreges, at supervision er en særdeles velegnet metode i frivilligt socialt arbejde. Netop fordi den rummer muligheden for, at imødekomme de frivilliges særlige betingelser:

Supervision tager udgangspunkt i praksis

De temaer der drøftes på en supervision har sit udgangspunkt i helt konkrete hændelser i det frivillige arbejde. Det er altså en erfaringsbaseret læring der foregår, som ikke nødvendigvis kræver nogen større teoretisk ballast.

Supervision er "viden til tiden"

Supervisionens fokus er det der presser sig på lige nu og her. Når vi på et kursus fx har lært hvordan vi bedst kan håndtere en abstrakt konflikt mellem to brugere, kan det tage lang tid før situationen opstår og vi får anledning til at prøve vores nye viden af. I supervisionen drøfter vi konflikthåndtering når konflikten er der, mellem lige præcis de to brugere der har konflikten. Herfra henter vi så erfaringer, som vi også kan bruge i fremtidige konfliktsituationer.

Der er en passende balance mellem personlig støtte og (faglig) udvikling

Hvor fx kurser ofte har den helt store vægt på tilegnelse af ny viden (faglig udvikling) og fx terapi har den helt store vægt på personlig støtte, bevæger supervisionen sig herimellem. Det handler ikke enten om "mig" eller "mit (frivillige) arbejde", men om "mig i mit (frivillige) arbejde". Og dette er netop en af hovedpointerne i det frivillige arbejde: Nemlig at det ikke er "terapeuten" eller "socialrådgiveren" man som bruger møder, men "Jette" eller "Lone" eller "Preben".

Supervision – et refleksionsrum med potentiale

Opsummerende kan man sige, at supervision som metode i socialt arbejde bestemt har sin relevans – også inden for det frivillige sociale arbejde. Udfordringen ligger i at imødekomme de særlige arbejdsbetingelser og de særlige arbejdsprincipper, der gør sig gældende inden for den frivillige verden og samtidigt bevare det særpræg og den kvalitet, der ligger i supervisionsmetoden. Også når organisationen vælger at benytte sig af kollegial supervision er det relevant, at gøre sig særlige metodiske overvejelser for at sikre et godt udbytte.

Om forfatterne

Trine Natasja Sindahl og Lars Christian Lidsmoes er begge psykologer og har gennem flere år beskæftiget sig med supervision i frivilligt socialt arbejde, både som supervisorer og som undervisere i f.eks. kollegial supervision. Forfatterne kan kontaktes via www.socialpsykologerne.dk  - her kan du også læse mere om supervisionsmetoden og finde henvisninger til relevant litteratur om emnet.

Kilde: Frivilligfronten I: Frivillig. Nr. 72, december 2004. Center for frivilligt socialt arbejde

 

Skriv kommentar

	Indtast de tegn/tal du ser her til venstre som sikkerheds-kode.

Bemærk: Din adresse, mail og telefonnummer bliver ikke offentliggjort på frivillighed.dk.

Læs reglerne for kommentarer på frivillighed.dk