Selvhjælp i europæisk perspektiv

I denne artikel præsenterer landskonsulent Sussi Maack et billede af selvhjælpen i Tyskland og Norge, som et afsæt for at perspektiverer vigtige drøftelser og visioner for selvhjælpsarbejdet i Danmark.

Af Sussi Maack, Landskonsulent for Landsforeningen af Frivilligcentraler og Fællesforeninge for selvhjælp og frivillig-hedsformidling

"7’th European Expert-Meeting on Selfhelpgroups" i Zürich. Fire dages intensiv program og hedebølge! Elleve lande repræsenteret og al kommunikation på bedste fælles engelsk. Hård kost for en forholdsvis ny landskonsulent! Men det blev "dannelsesrejsen". 30 kompetente, erfarne og engagerede deltagere drøftede blandt andet nationale og internationale organisationsstrukturer for selvhjælp, det værdimæssige grundlag, ’arvesølvet’ og selvhjælpens betydning for demokrati og aktivt medborgerskab. At konferencen samtidig var særdeles veltilrettelagt, så der blev lidt tid til at se det smukke Schweiz (takket være arrangørernes flotte program), og at mine kollegaer fra Fællesforeningen Anne Diemer, Lone Møller og jeg selv havde det både sjovt og fagligt spændende sammen – ja, det gjorde, at turen blev en fin oplevelse.

Tyskland – selvhjælp og sundhedsvæsen

Selvhjælpsbevægelsen i Tyskland har udviklet sig hen over de sidste to årtier. Med sine 80 millioner indbyggere anslår Jürgen Matzat, der arbejder som selvhjælpsforsker ved Giessen Universitets Hospitals psykologiske afdeling, at Tyskland har mellem 70.-100.000 igangværende selvhjælpsgrupper med tilsammen to-tre millioner deltagere. Selvhjælpen kaldes den ”4. pille i Tysklands sundhedssystem”, ved siden af hospitaler, praktiserende læger og det ikke særligt udbyggede offentlige sundhedssystem.

Denne placering af selvhjælpen mere end antyder, at den tyske selvhjælpsbevægelse refererer til den medicinske verden. Jürgen Matzat anslår da også, at to tredje dele af selvhjælpsgrupperne er helbredsrelaterede. Finansieringsgrundlaget for selvhjælpen peger i samme retning – det baserer sig på støtte fra de private sygekasser og medicinalfirmaerne.

I 2000 indgik regeringen forlig om en vejledende lov, der anbefaler, at de private sygekasser donerer en DM pr. medlem til selvhjælpsbevægelsen. Det opfattes som en milepæl både økonomisk og politisk, og ses som resultat af et vellykket politisk lobbyarbejde. "Selvhjælpen er et lille, men etableret element i det medicinske og psykosociale område", siger Jürgen Matzat i "The Development of Self-Help Groups and Support for Them in Germany, 2002".

Selvhjælpen i Tyskland er velorganiseret. Omkring 80 landsdækkende selvhjælpsorganisationer danner paraplyorganisationen Bundesarbeitsgemeinschaft Hilfe für Behinderte. 250 Kontaktstellen für Selbsthilfegruppen formidler støtte til selvhjælpsarbejdet – f.eks. som støtte til igangværende og nye grupper, promovering af selvhjælpen og samarbejdet med professionelle faggrupper.

I Kontaktstellen er der ansat professionelle – ca. tre ansatte pr. en million indbyggere! Professionel bistand anses for vigtig, ikke i selvhjælpsgrupperne, men til selvhjælpsområdet.

Nationalt findes organisationen NAKOS, oprettet i 1984 – et landsdækkende videnscenter for selvhjælp.

Norge – selvhjælp og Frivilligcentraler

I Norge blev det første selvhjælpsprojekt Angstringen etableret i Oslo i 1986 med støtte og inspiration fra danske selvhjælpspionerer. Angstringen er blevet en organisatorisk ramme for en mængde selvhjælpsgrupper, hvor mennesker arbejder med deres angst og deres liv. I 1993 fik Angstringen med støtte fra Sosial – og Helsedepartementet mulighed for at sprede deres koncept til de 265 Frivilligcentraler i Norge. I dag rummer ca. 60 af Frivilligcentralerne selvhjælpsarbejde.

I 1999 opstod initiativet Norsk Selvhjælpsforum, hvis opgave er at udvikle selvhjælpsarbejdet, danne faglige netværk og arbejde for bedre vilkårene for området. Solbjørg Talseth, norsk selvhjælpspioner er i dag knyttet hertil, og arbejder blandt andet med en national plan for selvhjælp inden for det psykiatriske område, som er bestilt af det norske Sosial – og Helsedepartementet. Det giver anledning til mange overvejelser, fordi selvhjælpsfolk i Norge netop ser selvhjælpen som bredt og folkeligt funderet og med en vigtig forebyggelsesdimension i sig selv. Hvilken betydning vil det få for ideologien, hvis Sosial - og Helsedepartementet udpeger selvhjælpen som en særlig indsatsmulighed over mennesker med sindslidelser? Skal selvhjælpen i fremtiden være bredt forankret eller udvikle sig til mere "smalle" områder?

Adgang til selvhjælpsgrupper, uanset hvor man bor

Den danske selvhjælpsbevægelse er med sine knap 20 år den ældste i Skandinavien – feltet toppede i begyndelsen af 90’erne med over 100 selvhjælpsprojekter. I dag findes det omkring 60 - 70 større eller mindre selvhjælpsprojekter – nogle i tilknytning til Frivilligcentraler og andre alene bygget op omkring selvhjælpsarbejdet. Selvhjælpsmetoden har med årene bredt sig og skabt inspiration i blandt andet man-ge andre frivillige organisationer – og under mange forskellige betegnelser; netværk, pårørende- og støttegrupper.

Det blev tydeligt på konferencen i Zürich, at den skandinaviske selvhjælpsbevægelse har mange fælles træk. Selvhjælpsprojekterne er selvstændigt og uafhængigt forankret. De tager form efter de lokale rammer og betingelser. Og selvhjælpsbevægelsen har rødder i det folkelige foreningsarbejde.

Det blev ligeledes tydeligt, at der er forskel på opfattelsen af selvhjælpsarbejdet i Skandinavien og i f.eks. Tyskland. Hvilket naturligvis også skal ses i lyset af de forskelle, der findes i den offentlige velfærdsopbygning. Men drøftelserne i såvel Tyskland som i Norge understreger behovet for en fremtidig fælles debat på selvhjælpsområdet i Danmark.

Hvordan skal selvhjælpen udvikle sig i fremtiden? Hvilken rolle ønsker selvhjælpsprojekterne at spille, og hvilke finansieringsmuligheder skal der arbejdes hen imod?

Selvhjælpsarbejdet - et støtteværdigt aktiv

Jeg opfatter selvhjælp som et aktivt valg, vi som mennesker kan træffe, når der indtræffer svære perioder i vores liv. Vi har muligheden for at arbejde med os selv og turde gå ind i det, som føles vanskeligt – i en ligeværdig proces sammen med andre. Der bør være adgang til deltagelse i selvhjælpsgrupper, uanset hvor man bor. Ligesom der bør være adgang til det frivillige sociale arbejde. Begge deltagelsesformer – i selvhjælpsgrupper eller i frivilligt arbejde – er udtryk for menneskers kræfter og frie vilje. Det er præcis den kraft, som skal sikre den civile deltagelse i samfundet. Det modstykke som er vigtigt over for den systembærende del af samfundet, således at den samfundsmæssige balance opretholdes. I den optik er selvhjælpsarbejdet en central, men undertiden overset adgang til aktiv deltagelse og forvaltning af eget liv, erfaringsbaseret kundskab, mulige fællesskaber og netværk og forfærdelig megen forebyggelse. Jeg anser det for et værdifuldt og støtteværdigt aktiv for enhver kommune.

Kilde: Frivilligfronten I: Frivillig. Nr. 65, september 2003. Center for frivilligt socialt arbejde.

 

Skriv kommentar

	Indtast de tegn/tal du ser her til venstre som sikkerheds-kode.

Bemærk: Din adresse, mail og telefonnummer bliver ikke offentliggjort på frivillighed.dk.

Læs reglerne for kommentarer på frivillighed.dk