Frivillig eller faglig indsats på krisecentrene?

Det faglige personale i kvindekrisecentrene har rejst en debat om indsatsen på krisecentrene. Skal indsatsen være frivillig eller faglig?

Af Hanne Hou leder af Hillerød Kvindecenter

Kvindekrisecentrene var fra begyndelsen baseret på frivillig arbejdskraft, men i løbet af de sidste otte – ti år har man i stigende grad ansat professionelt / faguddannet personale. Nogle af motiverne til at ansætte fagligt uddannet personale var, at vagtplanerne ikke kunne hænge sammen, der var for lidt kontinuitet i arbejdet med kvinderne og deres børn, og der flyttede i stigende grad kvinder ind som havde massive sociale problemer. Med tiden er Krisecentrene blevet til en slags offentlige institutioner – (nu visiteres man til en plads på krisecentrene!)

Hvis jeg skal være lidt grov, er det faglige personale mange steder blevet ansat på krisecentrene af nød, og ikke efter en velovervejet analyse af hvad de voldsramte kvinder og børn har behov for.

Gennem de år der har været ansat personale på krisecentrene, har der været et usædvanligt gennemtræk af personale, det gælder både ledere og fagligt uddannet personale (børnepersoner).

Årsagen mener jeg skal findes to steder:

• opgavens art
• samarbejdet med de frivillige, specielt bestyrelserne

Den opgave krisecentrene løser er en vanskelig og tung socialpolitisk opgave, som kræver stor faglighed, men som samfundet (og mange politikere) forventer løst af frivillige og meget få ansatte.

At være ansat i en frivillig organisation er utroligt spændende og meget anderledes, ofte meget frustrerende, indtil man finder sit fodfæste. Der er mange meninger om alting, der er hele tiden mange, der kigger en over skulderen. Der er mange afbrydelser i løbet af en arbejdsdag fordi nye vagter møder ind ca. hver 3- 4 time.

For at dække vagter på et krisecenter er man faktisk nød til at have mange frivillige og det kræver grundig planlægning, fordi man er nødt til at tage hensyn til, at frivillige netop er frivillige og derfor planlægger deres eget liv først, og derefter finder ud af om de har tid til krisecenteret, hvilket ingen kan fortænke dem i. Det giver bare en del problemer, når man er så afhængig af deres indsats.

En stor del af lederens og det ansatte personales tid går derfor med de frivillige – med at rekruttere, introducere, fastholde og organisere, den går med at udvikle kurser og temadage, der skal give de frivillige en forståelse for, hvad den røde tråd gennem arbejdet er. Der skal være tid til at tale sammen, f.eks. hvis der er opstået vanskelige situationer på en frivilligs vagt. Og det er også de ansatte, der skal give omsorg til den frivillige som person.

Udover personale-gennemstrømningen er der også en stor gennemstrømning af frivillige. Som frivillig binder man sig til en stor opgave, når man siger ja til at arbejde på et krisecenter. Og med viden om, at krisecenterets eksistens er på spil, hvis der ikke er frivillige nok, bliver der lagt et stort pres på hver enkelt frivillig, måske for stort?

Samarbejdets dilemma

På hvert krisecenter er der en valgt bestyrelse, som består af frivillige. Det er kun meget få steder i landet, at man har ændret på den praksis. Det betyder, at de frivillige i bestyrelsen dels fungerer som lederens og de ansattes arbejdsgiver, dels er det de frivillige - lederen og de ansatte skal forhandle løn og arbejdsvilkår med, samtidig med at lederen er de frivilliges ”arbejdsgiver” i det daglige arbejde. Det giver mange alvorlige og opslidende konflikter i dagligdagen, og mange ledere 8og ansatte) har konflikter med bestyrelsen om hvem der har (ledelses-) kompetencen. Som leder regner man med, at de overordnede rammer er udstukket af bestyrelsen, men at det er lederen, der har ansvaret og kompetencen i det daglige.

De frivillige består af en stor broget flok af kvinder med mange forskellige erhverv og beskæftigelse, og med hver deres livserfaring. De kommer frivilligt - af lyst og overskud. De løser enkelte opgaver og er et tilbud til de voldsramte kvinder, som kan have brug for at være sammen med et andet menneske - en ikke-professionel. Et tiltrængt pust udefra, lidt aflastning, et menneske, der har tid, interesse og lyst til at lyse op i en nogen gange lidt sørgmodig hverdag.

Men når alt det er sagt, så må og skal det også være frivilligt for kvinderne, om de vil være sammen med de frivillige. Nogen kvinder får simpelthen nok, når de har boet her et stykke tid og har set rigtig mange frivillige komme ind og ud af huset - måske helt op til 30 – 80 nye ansigter på en måned.

For at opnå kvalitet i arbejdet er man nødt til at forholde sig til det faktum at krisecentrene først og fremmest er de voldsramte kvinders hjem i en periode, det er de ansattes arbejdsplads, og sidst men ikke mindst er krisecentrenes de frivilliges fritidsarbejde eller interesse.

Hvis man vil sikre kvaliteten i indsatsen for de voldsramte kvinder er det nødvendigt, at der kommer flere ansatte med faglige uddannelser ind på kvindekrisecentrene. Personale der skal løse primæropgaven sammen med kvinderne.

Debatten om fagligheden i krisecentrene skal vi turde tage hul på. Vi må prøve at sætte os i kvindernes sted og tænke på hvilke behov vi ville have, hvis vi var i deres situation. Mit gæt er, at en overskuelig frivillig-gruppe samt ro og fred vil stå højt på ønskesedlen.

Kilde: Frivilligfronten I: Frivillig. Nr. 62, februar 2004. Center for frivilligt socialt arbejde.

 

Skriv kommentar

	Indtast de tegn/tal du ser her til venstre som sikkerheds-kode.

Bemærk: Din adresse, mail og telefonnummer bliver ikke offentliggjort på frivillighed.dk.

Læs reglerne for kommentarer på frivillighed.dk