De selvejende sociale institutioner, hvad skal vi egentlig med dem?

Mange af de 9000 selvejende sociale institutioner, der findes i Danmark lige nu, oplever, at det offentlige af bl.a. økonomiske grunde opsiger driftsoverenskomster, stiller skrappe økonomiske krav til, og behandler de selvejende sociale institutioner, som om de pr. definition, skal være billigere end de offentlige. I denne udgave af Frivilligfronten skriver Kristian Riis om eksistensbetingelserne for de selvejende institutioner.

Af Kristian Riis, Generalsekretær i Omsorgsorganisationernes Samråd

Hvad skal vi egentlig med de selvejende institutioner? Det diskuterer man i dag i kommuner og amter. I statslige kommissioner om nye leverandører af offentlig service strejfer man det, mens vi i de selvejende sociale institutioners egne organisationer er meget optaget af det, fordi der er stigende problemer med vores eksistens.

I befolkningen, som i de sidste hundrede år er blevet betjent af, og har brugt de mange selvejende institutioner oprettet af almene ideelle sociale organisationer til at pleje deres gamle, passe deres børn, hjælpe og behandle misbrugere med mere, er debatten og interessen ikke særlig stor. Befolk-ningen er mere optaget af, om der er en plads, når de har brug for den og mange tror stadig at selvejende børnehaver og plejehjem er kommunens, fordi kommunen bevilger pladsen. Borgeren bliver sjældent gjort opmærksom på, at institutionen er selvejende, og har et eget værdigrundlag, således som vi kender det fra friskole- og lilleskoleområdet. Det skyldes selvfølgelig, at det at få en institutionsplads og få løst et problem er, og var, vigtigere end institutionens holdningsmæssige tilhørsforhold.

Selvejende sociale institutioner er for det meste stiftet på et værdiorienteret grundlag for at skulle løse sociale problemer; men også for at medvirke til at forebygge sociale problemers opståen. De er ofte blevet oprettet inden det offentlige så problemerne, og oftest før det offentlige fik besluttet sig for at handle.

Desværre oplever mange af de 9000 selvejende sociale institutioner, der findes i Danmark lige nu, at det offentlige af bl.a. økonomiske grunde opsiger driftsoverenskomster, stiller skrappe økonomiske krav til, og behandler de selvejende sociale institutioner, som om de pr. definition, skal være billigere end de offentlige.

Driftsoverenskomster En driftsoverenskomst er en aftale mellem en selvejende institution og en offentlig myndighed (kommuner eller amter). Driftsoverenskomsten fastlægger rammerne for drift, tilskud, opgaver og tilsyn med den selvejende institution, og indebærer at den offentlige myndighed yder økonomisk støtte til driften af den selvejende institution.

Balladen med de selvejende institutioner

I et halvt århundrede med driftsoverenskomster har det på godt og ondt været et ideal, at alle kommunale og amtskommunale institutioner, herunder også de selvejende, skulle kunne levere ensartede ydelser til alle borgere med et sæt af offentligt vedtagne standardværdier og kvalitetsstandarder som fællesgrundlag. Og her begynder balladen!

Hvis de selvejende ikke bare gør som amt og kommuner siger, ser vi oftere og oftere, at overenskomster og aftaler bliver sagt op. Og der kommer flere og flere eksempler på, at de selvejende sociale institutioner bliver truet med nedlæggelse, udsultning og offentlig overtagelse. Argumenterne herfor er mangfoldige.

At dette sker samtidigt med, at regeringen og folketinget har et stærkt ønske om valgmuligheder og valgfrihed på det meste af det sociale område, forekommer absurd.

Hvad er en selvejende institution? En selvejende institution ejer sig selv. Det vil sige, at der ikke er nogen, der er berettiget til et evt. økonomisk overskud – heller ikke ved institutionens ophør. Man kan sige at ”formålet”– (f.eks. at behandle narkomaner, passe børn etc.) er ejer af institutionen. Den selvejende institution er således en selvstændig økonomisk enhed. Formelt er det bestyrelsen der er ansvarlig for den selvejende institution, og aktiviteterne skal komme en såkaldt ”ubestemt kreds” til gode. Det betyder i praksis, at alle inden for institutionens målgruppe skal kunne komme i betragtning som bruger. Mange selvejende institutioner løser opgaver for det offentlige – dvs. kommuner og amter. Det er typisk op-gaver inden for det sociale område som f.eks. daginstitutioner, plejehjem, døgninstitutioner, botilbud, behandlingshjem, væresteder, krisecentre og folkekøkkener. Ofte er de opgaver, som de selvejende institutioner løser, nogle som det offentlige i princippet selv kunne løse i offentlige institutioner. I mange tilfælde vil det derfor være muligt at sammenligne de selvejende institutioner med offentlige institutioner. Udgangspunktet for de selvejende institutioner er, at de som regel driver institutionerne ud fra en værdiorientering, der kan være vidt forskellig fra institution til institution. Eller måske rettere fra organisation til organisation, idet mange af de enkelte selvejende institutioner er knyttet til en større værdibaseret organisation.

Rapport om de selvejende institutioner

I en rapport fra en tværministeriel arbejdsgruppe om det private sociale initiativ, som folketinget i november 1999 pålagde den daværende regering at nedsætte, står der, - ”at der nedsættes en tværministeriel arbejdsgruppe med repræsentanter fra de berørte ministerier samt relevante organisatio-ner, der senest maj 2001 skal afslutte sit arbejde med at se på virkningen af de nye initiativer, der er taget på området, belyse eventuelle fortsatte barrierer i lovgivningen og det øvrige regelsæt samt udarbejde forslag til løsninger”. Ud over en række andre opgaver, skulle arbejdsgruppen også se på – ”problemer for de selvejende sociale institutioner; ” og det blev besluttet, at ”der igangsættes en tre måneders kvalitativ undersøgelse af de selvejende institutioner”.

I arbejdsgruppens rapport, der udkom i 2001, er der en beskrivelse af de selvejende sociale institutioner, antallet er gjort op i en undersøgelse, der fortæller at 26,7 % af samtlige sociale institutioner i Danmark er selvejende. Interessant er det, at 31 % af alle daginstitutioner for børn er selvejende og kategorien ”andre institutioner” udgør 51 %. ”Andre” dækker bl.a. over institutioner for de aller-svageste, misbrugere, hjemløse, etc.

På baggrund af undersøgelse, som arbejdsgruppen fik udarbejdet, anbefales det, at der iværksættes en dybdegående undersøgelse af samarbejdet mellem de selvejende sociale institutioner og kommuner og amter. Det sker selvfølgelig, fordi det viste sig, at der er problemer med samarbejdet.

Stigende problemer for de selvejende

Hvorfor nu bruge spalter på det her. Jo, fordi vi fra de selvejende sociale institutioner - og i mit tilfælde - vi fra de selvejende plejehjem, som udgør 17 % af alle plejehjempladser til ældre i Danmark blev vældig glade for, at et meget centralt udvalg anbefalede, at man skulle afklare vores roller og problemer.

Der er bare ikke sket så meget i de to år der er gået siden, i hvert fald ikke med det, der bliver anbefalet i rapporten, som i øvrigt er et fint problemkatalog over, den frivillige sociale verdens problemer og styrker.

Til gengæld har mange af de sociale organisationer, der driver selvejende sociale institutioner i de sidste to år oplevet stigende problemer med samarbejdet med kommuner og amter, samtidig med at der er sket og sker mange nedlæggelser af selvejende institutioner. Og det i en tid, hvor slagordene i socialpolitikken er ”valgmuligheder”, ”frit valg” og ikke mindst ”fremme af det frivillige sociale engagement”, som en meget vigtig del af den socialpolitiske udvikling.

Tilsyneladende vil ingen os det ondt, men virkeligheden i samarbejdet med kommuner og amter viser desværre det modsatte.

De selvejende leverer social service

For ganske nylig er regeringens leverandørudvalg, som har haft til formål at se på, hvordan man kunne fremme konkurrence mellem leverandører af offentlig service, kommet med en diger rapport, som har en spændende titel: "Fra få til mange leverandører” om udvikling af en mangfoldighed af leverandører".

Leverandørudvalget har været sammensat af repræsentanter for Finansministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen. De selvejende, som jo udgør en betragtelig del af samtlige nuværende leverandører er næsten ikke blevet hørt og inddraget.

Rapporten fokuserer stort set på kommercielle leverandører som supplement til de offentlige leverandører. De frivillige organisationer, der driver selvejende sociale institutioner, får meget lidt opmærksomhed i rapporten, hvilket forekommer uforståeligt. På den anden side forståeligt, hvis man kun går efter økonomi og effektivisering.

De frivillige sociale organisationer, der driver selvejende sociale institutioner, repræsenterer i høj grad den mangfoldighed, der efterlyses. Opstået som vi er af holdningsorienterede organisationer og af folkeligt baserede grupper, der er gået sammen om at oprette institutioner, der skulle løse påtrængende sociale problemer. Ikke ud fra økonomiske motiver, men fordi der var behov!

Det er i øvrigt ikke bevist, at den kommercielle sektor er billigere. De to sidste udliciteringer af plejehjem er netop vundet af frivillige sociale organisationer, og det kan godt løbe rundt og opfylde kvalitetskravene.

Ingen sikkerhed for fortsat eksistens

I øjeblikket bruger vi meget tid på at forsvare os, og på at forklare os. Måske synes omgivelserne også vi klynker for meget. Sådan er dagligdagen heldigvis ikke altid. Der passer de mere end 9000 selvejende sociale institutioner deres arbejde og de fleste af dem har stor opbakning fra brugere og deres pårørende.

Det er heldigvis også sådan, at de fleste af os endnu oplever os som ønskede og værdsatte af de amter og kommuner, vi arbejder sammen med, men det stigende antal eksempler på problemer med samarbejdspartnerne tyder på, at det aftalegrundlag vi arbejder på i øjeblikket, som især er driftsaftaler, ikke giver sikkerhed nok for fortsat eksistens. At kommuner og amter uden at spørge beboere og brugere kan nedlægge institutioner og flytte beboerne til andre institutioner.

Fælles forum for de selvejende

I løbet af i år har alle grupper af selvejende sociale institutioners organisationer samlet sig i et fælles forum. Dette forum arbejder for at skaffe et egentlig retsgrundlag for vores institutioner. En ret til at frivillige organisationer og grupper i en lokalbefolkning skal kunne oprette og drive bosteder og institutioner for at løse særlige problemer, og samle og yde omsorg til beboere med fælles livsholdninger.

Her og nu er der brug for at kæmpe for:

1. At sikre de selvejende institutioner længerevarende aftaler med kommuner og amter (f.eks. mindst 4 år) og dermed også bevare personale og kompetencer.
2. Klar kompetence, hvilke betyder at man driver den selvejende institution uden indblanding fra de kommunale opdragsgivere. Endelig evaluering af indsatsen skal vente til efter aftaleudløb, men løbende og gensidig orientering er en selvfølge.
3. Ligestilling omkring administration og udgifter, og kommunal synlighed omkring administrationsomkostninger der vedrører administration af kommunale institutioner og selvejende institutioner. Endvidere skal opdragsgiverne acceptere dækning af udgifter der skal sikre værdigrundlag / ”korpsånden” i de selvejende institutioner.
4. Styrkelse af partnerskabstænkning, der indebærer ligeværdige partnerskaber mellem de selvejende institutioner og det offentlige. I en partnerskabsaftale er det indbygget, at justering af indsatsen ud over aftalen kræver tilførsel af ressourcer.

Vi oplever et stort behov for dialog og kontakt med kommuner og amter, og vi mangler steder, hvor uforståelige problemer og misforståelser kan løses på et mere generelt plan. Denne dialog håber vi at få med alle relevante parter og det nye samarbejdsforum mellem repræsentanter for alle selvejende sociale institutioner kan, hvis det bakkes op, blive et stærkt redskab herfor.

Kilde: Notat. Selvejende institutioner på det sociale område: Aktuelle problemstillinger. Af Henning Hansen og Claus Syberg Henriksen. CASA, 2002.

Omsorgsorganisationernes Samråd (OS) OS er en landsdækkende frivillig omsorgsorganisation, som har til formål at arbejde med den offentlige og den frivillige ældreomsorg og ældrepolitik. OS er stiftet i 1967, og har en bred medlemskreds af organisationer, selvejende og kommunale institutioner, frivillige grupper, klubber for ældre og enkeltmedlemmer, der er aktive i frivilligt arbejde for ældre. Læs mere om OS

Kilde: Frivilligfronten I: Frivillig. Nr. 66, oktober 2003. Center for frivilligt socialt arbejde.

 

Skriv kommentar

	Indtast de tegn/tal du ser her til venstre som sikkerheds-kode.

Bemærk: Din adresse, mail og telefonnummer bliver ikke offentliggjort på frivillighed.dk.

Læs reglerne for kommentarer på frivillighed.dk