![]() |
||||||||
|
||||||||
Etniske minoriteters civile engagement og foreningsdannelse- Hvis vi ønsker at styrke etniske minoriteters integration i foreningslivet, er det nødvendigt, at etniske minoriteter får gode muligheder for at danne, lære og udvikle egne foreninger. De skal på lige fod med alle andre foreninger have mulighed for at opbygge kapacitet til at handle og udvikle aktiviteter til gavn for de mennesker, der deltager i og gør brug af foreningernes aktiviteter", forklarer Safari Radjabu, som er projektkonsulent i et nyt etårigt projekt, som fokuserer på at styrke etniske minoriteters engagement i civilsamfundet og deres foreninger. Af Louise Rasmussen, informationsmedarbejder, Center for frivilligt socialt arbejde. Ny strategi for frivillighedenDet er Center for frivilligt socialt arbejde som, med midler fra Integrationsministeriet, har sat et projekt om etniske minoriteters civile engagement og foreningsdannelse i gang. Baggrunden for projektet er, at CFSA i 2006 blev inviteret til møde i Integrationsministeriet, som sammen med Socialministeriet - nu Velfærdsministeriet - og en række aktører i det frivillige sociale arbejde - diskuterede en ny strategi, som kunne styrke det frivillige arbejde i etniske miljøer. På mødet identificerede deltagerne to centrale barrierer for etniske minoriteters deltagelse i frivilligt arbejde. Først og fremmest oplevede man, at mange etniske minoriteter mangler kendskab til frivilligt arbejde og til foreningsdannelse. Dernæst var det en oplevelse - især i ministerierne, som fordeler midler fra forskellige puljer og projektmidler - at etniske minoriteters mangler viden og færdigheder i forhold til at skrive projektansøgninger, fundraise og dokumentere virkningen af deres projekter og indsatser. Behov for videnEn anden faktor i projektets tilblivelse er Center for frivilligt socialt arbejdes ønske om at få mere viden om etniske minoritetsforeninger. Fra tidligere undersøgelser, som vi blandt andre selv har været med til at gennemfører, ved vi rent faktisk, at etniske minoriteter er interesseret i foreningsarbejde og at de stort set har samme sociale engagement som den øvrige befolkning. De er med andre ord lige så hjælpsomme og giver omsorg til mennesker i og uden for egne familier - sådan som frivillige i etablerede foreninger gør. Men de etniske minoriteter benytter i mindre grad den etablerede foreningsstruktur som ramme om deres hjælpsomhed og omsorg og mange kan slet ikke relatere det de gør til et begreb som "frivilligt arbejde". Vi ved også, at der eksisterer rigtig mange grupper og foreningstyper, hvor medlemmerne kommer fra det samme geografiske område, taler det samme sprog, har samme nationalitet eller kulturelle baggrund. Problemet er bare, at vi har meget svært ved at nå dem - blandt andet fordi vi ikke ved præcist, hvem de er, hvor mange de er, hvad deres behov for hjælp og støtte er - eller hvilke andre problemer de tumler med. Endelig er det et faktum, at vores egen kontakt til og samarbejde med foreninger dannet af etniske minoriteter og frivillige med anden etnisk baggrund end dansk - er yderst begrænset. Engagerede i minoritetsforeninger ringer, skriver og kommer sjældent frem til os uanset, at de har samme adgang til rådgivning, konsulentbistand og kursusdeltagelse - som andre frivillige sociale foreninger. Projektet tager formEfter mødet i Integrationsministeriet satte vi os derfor for, at udvikle et projekt, som kunne imødegå de barrierer, som vi oplever, eksisterer, og som samtidig kunne give os mere konkret viden om de etniske minoritetsforeninger og deres behov for støtte, uddannelse og kapacitetsudvikling. Projektet skulle arbejde med det mål at styrke etniske minoriteters deltagelse i frivilligt socialt arbejde og i foreningslivet i Danmark - både ved at styrke den enkeltes deltagelse, men i lige så høj grad ved at styrke de etniske minoriteters egne foreninger og bidrage til at etablere nye foreninger og netværk for etniske minoriteter. Ind over foråret udarbejdede vi projektbeskrivelsen og endelig kort før sommerferien 2007 gav Integrationsministeriet grønt lys for at projektet kunne gå i gang. En af forudsætningerne for at projektet kunne gå i gang, var at få ansat en projektkonsulent med stærke kommunikative evne, som kunne skabe en god og tillidsfuld kontakt til etniske minoriteter og deres foreninger og som indefra kender til de barrierer og vanskeligheder etniske minoritetsforeninger oplever. Projektlederen skulle have viden om projektudvikling, frivilligt arbejde, foreningsdrift, netværksskabelse og det at opbygge kapacitet i foreninger. I september 2007 blev Safari Radjabu ansat i jobbet. Safari er født i Rwanda og var 28 år da han kom til Danmark som flygtning for 10 år siden. Med sig havde han en uddannelse som lærer og en masse erfaringer fra sit virke som gymnasielærer og senior-superviser for FN's fredsmission i Rwanda, men han var også i besiddelse af et utroligt gå-på-mod og en åbenhed i forhold til at lære nyt. Allerede efter et år i Danmark, gik han i gang med en uddannelse i Internationale Udviklingsstudier på Roskilde Universitetscenter. Sideløbende med studierne engagerede han sig i etablering af Den Rwandesiske Forening og arbejdede som tolk og kulturformidler i Dansk Flygtningehjælp. I april 2007 blev Safari færdig som cand.scient.soc. og han var derfor mere end klar til at gå i gang med et projekt, hvor han kunne bruge sin viden og erfaringer i forhold til mennesker han sympatiser med og et formål han finder dybt meningsfuldt. Etniske minoriteter - hvem er de?Som regel uddyber vi ikke hvem blandt etniske minoriteter der skal integreres, involveres, inkluderes eller deltage i et projekt, men tager for givet at alle ved, hvem det drejer sig om. Men når det kommer til stykket - hvem er det så lige vi tænker på? Er det svenskere, tyskere og polakker? Eller måske mennesker fra Palæstina, Congo og Vietnam? Safari, er dog klar i mælet, når han bliver spurgt, hvem målgruppen for projektet er: "Egentlig er alle personer og foreninger, som er forankret i en eller anden etnisk gruppe velkommen - vi udelukker ingen. Men projektet er mest tænkt som rettet mod personer, grupper og foreninger for etniske minoriteter fra såkaldte tredjelande", forklarer Safari Radjabu med et afvæbnende smil. Tredjelande eller den tredje verden er en term som vi bruger til at beskrive de fattige lande i syd. Udtrykket har sin oprindelse i den kolde krig - den første verden består af de vestlige lande, den anden verden er hele østblokken, mens den tredje verden bestod af de lande som ikke var allierede med hverken øst eller vest. I dag bruger vi ikke længere udtrykkene den første og anden verden - men begrebet den tredje verden og tredjelande hænger stadig ved som en betegnelse for fattige og "umoderne" stater. "Så når vi siger, at projektet er målrettet etniske minoriteter i Danmark, så taler vi om personer, som ikke kommer fra Vesteuropa, USA, Australien, New Zealand og Japan", konstaterer Safari. Overblik og kontaktProjektet er bygget op omkring en række arbejdsfaser, som på forskellig måde skal bidrage til at opfylde formålet. En vigtig arbejdsfase består i at skabe et overblik over og kontakt til etniske minoriteters foreningsmiljøer. "Et omfattende arbejde, som kræver, at man er meget aktivt opsøgende", siger Safari Radjabu og uddyber: "Almindelig upersonlig massekommunikation duer ganske enkelt ikke her, vi er nødt til at finde frem til de personer, der kan åbne døre for os. Der skal skrives breve som vi efterfølgende sørger for at følge op på telefonisk eller via møder og besøg. Nogen gange er man nødt til at ringe eller opsøge folk igen - det er et langt sejt træk! Men det er det, der virker, hvis man vil nå ud. Jeg synes personligt, at det er spændende at møde alle disse engagerede mennesker. De bliver faktisk både overrasket og glade, når jeg henvender mig og fortæller om projektet og Centret og om muligheden for at få hjælp til deres foreningsarbejde". Formålet med det opsøgende arbejde er naturligvis, at etablere god kontakt til nøglepersoner og repræsentanter i de etniske minoriteters foreningsmiljøer - at skabe grundlaget for at involvere dem i projektet. "På sigt håber vi på, at kunne opbygge en database med oplysninger om kontaktpersoner og etniske minoritetsforeninger - så vi ikke skal starte forfra næste gang vi eller andre, skal i gang med et projekt, eller hvis vi har behov for at kommunikere med og involvere hinanden", siger Safari Radjabu. Netværksopbygning, kapacitets- og kompetenceudviklingSelvom vi nok aldrig får det fulde overblik over alle grupper og foreninger for etniske minoriteter - så har projektkonsulenten her ½ år efter projektstat, fået en bred kontaktflade til mere end 40 etniske minoritetsforeninger. Der er således kontakt til både asiatiske, østeuropæiske, mellemøstlige og afrikanske foreninger - og der er kommet rigtig mange interessetilkendegivelser fra både personer, grupper og foreninger, som ønsker at deltage i projektets næste fase, som netop er gået i gang. "I løbet af dette forår gennemfører vi tre introduktionskurser for en række inviterede repræsentanter fra et lille udvalg af minoritetsforeninger. Vi holder kursus om den danske foreningstradition, fundraising og PR & mediehåndtering. Her møder vi hinanden og arbejder med konkrete emner - hvilket kan give os yderligere viden om hvilke uddannelses- og udviklingsbehov, der eksisterer i de etniske minoritetsforeninger", siger Safari Radjabu. "Vi er også gået i gang med at etablere og organisere tre netværk for repræsentanter fra det etniske foreningsmiljø. Det er tanken at deltagerne på tværs af foreninger og etnicitet, mødes et par gange i løbet af året og udveksle erfaringer og dele viden med hinanden om foreningsarbejde. Vi forestiller os, at hvert netværk arbejder med hver sit tema: foreningsledelse, fundraising og aktivitetsudvikling og at deltagerne formidler den viden de får her videre i egen forening". Udover det at skabe nogle formaliserede rammer for dialog, erfarings- og vidensudveksling er det også tanken at Centret vil indhente yderligere viden om de uddannelses- og udviklingsbehov deltagerne har i forhold til det frivillige foreningsarbejde. Planen er, at denne viden skal omsættes i konkrete informationsværktøjer og i udvikling af nye kursus- og konsulenttilbud, som er målrettet etniske minoriteter - både i og uden for projektet. Lang vej endnu"Når projektet på et tidspunkt slutter - så håber vi, at vi har fået etableret en rigtig god og varig kontakt til etniske minoritetsforeninger, men også at de via deres deltagelse i projektet kender til vores aktiviteter og tilbud, således at de fremover vil finde det lige så naturligt som andre foreninger, at henvende sig til os med ønsker om rådgivning, vejledning, konsulentbistand og ikke mindst kursusdeltagelse. Men det forudsætter blandt andet, at vi får mulighed for at forankre erfaringer og viden fra projektet i Centrets aktiviteter og i den konsulentgruppe, som arbejder med at udvikle tilbud til de frivillige organisationer. Dette mål har lang vej endnu. Indtil videre glæder jeg mig over den positive respons jeg får fra de etniske minoriteter jeg møder og så håber jeg at vi får mulighed for at forlænge projektet med 1½ til 2 år - så vi kan få skabt det solide fundament, som skal til for at styrke etniske minoriteters civile engagement og foreninger fremover", slutter Safari Radjabu. Flere oplysninger og kontaktVil du høre mere om projektet eller kender du til etniske minoritetsgrupper, foreninger mv. som kunne have glæde af at høre mere om projektet, er du velkommen til at kontakte projektkonsulent Safari Radjabu, Center for frivilligt socialt arbejde, telefon: 66 14 60 61 eller e-mail: sr@frivillighed.dk Kilde: Frivillig, nr. 88, 2008 Eftertryk med tydelig kildeangivelse er tilladt. |
Frivilligfronten- klumme i FrivilligFrivilligfronten er en række af klummer, som har været bragt i Frivillig fra september 2002 indtil bladet nedlægges i slutningen af 2008. I Frivilligfronten beskrev og udvekslede folk - i og uden for den frivillige verden - meninger, synspunkter og holdninger om frivillige initiativer og projekter. Læs alle udgaver af Frivilligfronten.
Bestil vores nyhedsbrevVil du gerne modtage nyheder om Center for frivilligt socialt arbejdes aktiviteter, tilbud, kurser, netværk og konferencer? Så bestil vores gratis nyhedsbrev. Vi sender nyhedsbrevet ud via e-mail den sidste torsdag i hver måned. |
|||||||
