8.15 Viden om samarbejde med frivillige

I tæt tilknytning til ovenstående om manglende viden om frivilligpolitik og kommunens vision om samarbejde med foreninger er der også ofte et videns- og erfaringshul i forhold til, hvordan man i praksis samarbejder med frivillige. Hvis man ikke tidligere har haft med frivillige at gøre, kan man sagtens stille sig uforstående overfor, hvad frivillige kan, vil, må og skal i kommunens arbejde.

Mange kommunale ansatte ved ikke meget om det frivillige sociale arbejde. De er usikre på, hvem de frivillige er og hvad de kan. De ved måske ikke, at frivillige ofte selv har en faglig uddannelse eller via deres erfaring og uddannelse som frivillige har tilegnet sig en viden om, hvordan man arbejder med socialt udsatte. Selv om det ikke er tanken, at frivillige skal være faglige på lige fod med kommunalt ansatte fagpersoner, kan man på sin vis godt tale om frivilliges kompetencer eller måske ligefrem om en frivillig-faglighed. Frivillige kan på helt særlig vis møde borgeren, der hvor de er – som medmennesker og som personer, der er der, fordi de har lyst. Samtidigt er mange frivillige uddannede i særlige metoder – eksempelvis som bisiddere, igangsættere af selvhjælpsgrupper, samtalepartnere eller som vågetjeneste. Det vil sige, at de har tilegnet sig kompetencer, som kan bruges i det frivillige arbejde og som udgør en form for frivillig-faglighed. Udfordringen kan så selvfølgelig være, at fagmedarbejderne måske ikke er enige i den ”faglighed” og de metoder, de frivillige anvender. Her må man gennem en debat og afklaring finde ud af, hvad det er de frivillige kan løfte og hvordan man som fagperson kan forholde sig til dette. Det er vigtigt, at kommunale ansatte både får viden om, hvad frivillige kan, og hvordan man kan samarbejde med dem. 

Flere steder har man forsøgt at arbejde med denne udfordring på forskellig vis. Først og fremmest er det afgørende at inddrage kommunalt ansatte i arbejdet med at lægge rammerne for og etablere samarbejde med foreninger og frivillige. I Gribskov Kommune forsøger man at sprede budskabet om samarbejde rundt i kommunen – både via ”Dialog på Tværs” projektet, men også ved at bruge fokusgrupper med kommunalt ansatte f.eks. ved revision af frivilligpolitikken. Derudover bliver nye ansatte i kommunen introduceret til frivilligcentrene og derigennem det frivillige arbejde i kommunen.

Andre steder er man mere opmærksom på at bruge formidlere til at bygge bro mellem ansatte og frivillige og af den vej ”klæde de ansatte på” til samarbejdet. I Jammerbugt er frivilligcenterlederen meget opmærksom på, hvordan hun skal være med til at uddanne de kommunale ansatte til samarbejde. Ikke nødvendigvis igennem kurser og uddannelse, men i de konkrete samarbejdsinitiativer, hvor hun fungerer som brobygger. Det kan være både i forhold til, hvad man kan forvente sig af frivillige, men også i forhold til småting som hvornår på dagen, man kan ringe til en frivillig.

Odense Kommune har udformet en ”tankstation” om samarbejde, som findes på kommunens hjemmeside. Her kan medarbejdere i kommunen og frivillige ”tanke op til samarbejde”. De kan her finde viden hvordan samarbejde startes, hvordan man finder hinanden, hvordan man klarer formaliteterne, udformer samarbejdsaftaler og meget andet. Derudover kan man se små film om kommunens samarbejde med frivillige og bestille et besøg af kommunens frivilligkonsulent. Tankstationen har den fordel, at den kort og præcist formidler viden om samarbejde og viser vejen til, hvordan man kommer i gang. Se mere om Tankstationen.

Kritisk kunne man dog spørge, om uddannelse, viden og information er nok til at gøre alle kommunalt ansatte engagerede i samarbejdet med frivillige? Nogle kommunale medarbejdere peger på, at det grundlæggende ikke er noget man kan lære. Enten har man det i sig eller også har man det ikke. Personligheden skulle således være afgørende for, hvorvidt man kan samarbejde med frivillige. Vi skal ikke kunne afgøre, om det forholder sig sådan, men kan ud fra udviklingsprojektet konkludere, at det i hvert fald i første omgang bedst betaler sig at lægge energien der, hvor der er nogle ildsjæle, der interesserer sig for samarbejdet med frivillige og gerne vil det.

Som nævnt tidligere er erfaringen, at ansattes bekymring for at samarbejde med frivillige bliver langt mindre, når de først begynder at samarbejde i praksis. Dette underbygges af Frivilligrådets pilotundersøgelse om kommunal frivillighed, hvoraf det fremgår, at de institutioner, der ikke har samarbejde med frivillige, også er dem, der er mest skeptiske overfor at samarbejde med frivillige (Pilotundersøgelsen s. 12ff). Samtidigt viser en undersøgelse blandt FOAs medlemmer, at cirka en tredjedel af medlemmerne inden for social- og sundhedsområdet samarbejder med frivillige på deres arbejdsplads. For ansatte på plejehjem gælder det, at der for 70 % vedkommende er frivillige på arbejdspladsen. Desuden vurderer 8 ud af 10, at samarbejdet med de frivillige er godt eller meget godt. Social og sundhedspersonale i kommunerne har således oftest stor erfaring med at samarbejde med frivillige og synes, at samarbejdet fungerer godt. Se mere om FOAsundersøgelse.

Et godt eksempel på samarbejde, hvor ansatte opdager frivillighedens styrker er bisidderordninger. I Gribskov Kommune har man et velfungerende bisiddernetværk. Bisiddere er frivillige, der tilbyder følgeskab i bestemte situationer og fungerer som ekstra øjne og ører i situationer, hvor man kan føle sig utryg og usikker. Det kan være til møder med en sagsbehandler i kommunen, lægebesøg, møde i skifteret og andre steder, hvor en borger har behov. Bisidderne fortæller, at nogle kommunalt ansatte godt kan være kritiske over for bisidderordningen, når de først møder den. De kan let få følelsen af, at bisidderen er der til at kontrollere den ansattes arbejde, er kritisk indstillet og gør at de må være ekstra godt forberedte. Erfaringen er dog, at sagsbehandlere snart opdager, at det ikke forholder sig sådan og at bisidderne faktisk er en fordel for deres arbejde. Borgere med en bisidder er oftest bedre forberedte til møderne, da de har afholdt et indledende møde med bisidderen. Derudover er der større sandsynlighed for, at borgeren forstår de informationer, han eller hun får, fordi de har ”et sæt ekstra ører” med og fordi borgeren og bisidderen efterfølgende taler mødet og informationerne igennem. På den måde sikres det, at borgerne har bedre mulighed for at forstå informationerne, får en mere fair behandling og bedre kan komme videre med de udfordringer, han eller hun står med. Læs mere om bisiddere.

Indhold - forgående side - næste side