7.19 Jura og samarbejde

Mange kommunale medarbejdere og frivillige er usikre på, hvordan juridiske forhold håndteres i samarbejdet med frivillige. Kommunen er underlagt en række love og regler, der sætter rammerne for borgernes retssikkerhed og for kommunernes behandling af oplysninger om borgere. Disse love og regler er vigtige for, at vi som borgere kan være trygge ved både hvordan kommunen behandler informationer om os og håndterer deres rolle som forvalter af offentlig velfærd. Der er således god grund til at få klarhed over de juridiske spørgsmål i samarbejdet.

I dette afsnit vil vi se nærmere på: tavshedspligt, underretningspligt, henvisninger til foreninger, børneattester og straffeattester. Undervejs giver Spørge Jørgen og Kloge Åge konkrete eksempler og svar. Disse kan bruges som hjælp til at forstå reglerne om tavshedspligt.

Når vi taler om tavshedspligt bør man samtidigt komme ind på underretningspligt, da denne bestemmer i hvilke tilfælde tavshedspligten skal overtrædes. I lovgivningen findes flere former for tavshedspligt og underretningspligt:

Tavshedspligt

Tavshedspligt er ved lov pålagt offentligt ansatte. Det betyder dog ikke, at personer uden denne pålagte tavshedspligt – f.eks. frivillige – frit kan videregive enhver oplysning. Efter Straffeloven §264 fastslås det nemlig, at borgere kan straffes for uberettiget at videregive oplysninger eller billeder om en anden persons private forhold. Derudover må man som borger ikke begå såkaldt ”meddelelseshæleri”, hvilket betyder at man videregiver oplysninger om personers private forhold, som er fremkommet ved at en offentlig ansat har brudt sin tavshedspligt (Se vejledningen om tavshedspligtsregler, der har betydning for kommunernes indsats med at hjælpe børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældrene).

De oplysninger, der ifølge straffeloven er fortrolige, og som man derfor ikke må give videre til andre, kan f.eks. være oplysninger om familieforhold, seksuelle forhold, sygdom, misbrugsproblemer, privatøkonomiske forhold, straf, sociale problemer og lignende. Adresse-, opholds-, civilstands- og andre statusoplysninger er normalt ikke af fortrolig karakter. Der er dog en undtagelse omkring borgeres videregivelse af oplysninger. Det handler om, hvis de oplysninger, man kommer i besiddelse af, kan forhindre en alvorlig forbrydelse eller et justitsmord (at en uskyldig bliver dømt for en forbrydelse). Hvis det er tilfældet, har man pligt til at give dem videre til politiet og kun til politiet (Se Straffeloven §141 og 142).

De kommunale medarbejdes tavshedspligt omtales blandt andet i Forvaltningslovens kapitel 8 og i Straffelovens § 152. Denne tavshedspligt gælder også for private virksomheder og frivillige organisationer, der har indgået en overenskomst eller driftsaftale med kommune om opgaver, der er så omfattende at de udøver egentlig offentlig virksomhed. Det vil sige, at denne tavshedspligt ikke gælder for frivillige. I vejledningen om tavshedspligtsregler står der om frivillige foreninger:

”Hvis en kommune indgår en aftale med frivillige organisationer eller andre om at henvise borgere til tilbuddene, bliver de frivillige ansatte ikke omfattet af forvaltningsloven, fordi den frivillige organisation ikke kan siges at udføre en opgave for det offentlige jf. § 43 stk. 2 i Retssikkerhedsloven. Det gælder heller ikke, hvis kommunen støtter en frivillig social organisation økonomisk efter servicelovens § 18. De ansatte i frivillige organisationer vil dog være omfattet at straffelovens § 264 d om beskyttelse af oplysninger om private forhold”.

Frivillige er ikke underlagt den samme tavshedspligt som ansatte – heller ikke hvis der er et samarbejde i stand. De er kun omfattet af forbuddet omkring videregivelse af oplysninger og billeder samt ”meddelelseshæleri”.

Straffen for ikke at overholde sin tavshedspligt eller begå ”meddelelseshæleri” kan for både borgere og offentlig ansatte være bøde- og fængselsstraf. Forbrydelserne skal dog være af en ret omfattende karakter. I de fleste tilfælde vil en overtrædelse medføre fyring (som ansat) eller bortvisning (som frivillig).

Underretningspligt

Når det kommer til underretningspligt har alle borgere – også frivillige – den almindelige underretningspligt. I Lov om Social Service §154 fastslås det, at: ”Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen”. Det vil sige at alle borgere – også frivillige – har pligt til at underrette kommunen i sådanne tilfælde. Der er dog ikke underretningspligt i tilfælde hvor et barn eller en ung har brug for særlig støtte. Det er altså et skøn hvornår man skal reagere med en underretning. I tilfælde hvor børn eller unge blot har behov for udvidet støtte kan det være bedre at tale med barnet eller den unge, der måske netop har brug for støtte fra en voksen frivillig, nabo eller lignende.

Kommunale medarbejdere er underlagt en udvidet underretningspligt. Disse regler gælder også for ansatte i virksomheder, institutioner og organisationer der for det offentlige udfører opgaver rettet mod personer med sociale eller andre særlige problemer. Den udvidede underretningspligt betyder at disse personer skal underrette kommunen, når de i deres virke bliver bekendt med børn eller unge under 18 år, der har behov for særlig støtte. Denne underretningspligt gælder også når det handler om gravide med alvorlige misbrugsproblemer.

Reglerne for tavshedspligt og underretningspligt betyder, at kommunale medarbejdere ikke frit kan dele oplysninger med frivillige. Det er strafbart for offentligt ansatte at videregive oplysninger, der er underlagt den lovbestemte tavshedspligt. Der er dog fire undtagelser:

• Når den person, oplysningerne angår, giver samtykke til videregivelsen
• Hvis oplysningerne er eller må anses for at være nødvendige for at behandle en sag (her skal personen også give sit samtykke).
• Hvis der er særlige private eller offentlige interesser, som kan begrunde en videregivelse til en anden forvaltningsmyndighed – f.eks. politiet (her er samtykke ikke nødvendigt)
• I særlige tilfælde i forbindelse med ankebehandlingen af en sag.

I samarbejdet med frivillige betyder det at kommunale medarbejdere kun kan videregive oplysninger om borgere, hvis disse har givet deres samtykke. Et mundtligt samtykke er i teorien bindende, men kan jo ikke bevises i en eventuel tvist. Derfor anbefales det at få et skriftligt samtykke. Det kan f.eks. være i forbindelse med de oplysninger en borger skal have ved indgåelsen af en aftale med et frivilligt tilbud. Her kan man bruge en tilmeldingsseddel, hvor borgeren giver sit samtykke til de frivillige må få besked om f.eks. sygehusindlæggelse eller andre relevante oplysninger. Borgeren skal ikke give sit samtykke til udveksling af alle personlige oplysninger.

Samtidigt betyder reglerne ikke, at kommunale medarbejdere og frivillige slet ikke kan tale sammen om brugere eller borgere med et særligt behov. Så længe der ikke bliver udvekslet personlige oplysninger kan man godt tale om generelle forhold og anonymiserede oplysninger (når man ikke har mulighed for at vide, hvem der tales om).

Selvpålagte tavsheds- og underretningsregler

En ting er lovbestemt tavsheds- og underretningsregler – noget andet er de selvpålagte regler om tavshedspligt, som mange foreninger udformer. Rigtigt mange foreninger på det sociale område har udformet en selvpålagt tavshedspligt, som frivillige skal acceptere og underskrive. Heri lover de frivillige ikke at videregive oplysninger om brugerne. Eksempelvis har Red Barnet Ungdom den politik at selv om de frivillige ikke er pålagt den samme tavshedspligt som offentligt ansatte, så har de en selvpålagt tavshedspligt på linje med offentligt ansatte. Se Red Barnet Ungdoms tavsheds- og oplysningspolitik. Andre forholder sig udelukkende til de lovpligtige regler for tavshedspligt for borgere. Se eksempelvis Dansk Flygtningehjælp. Reglerne om tavshedspligt for frivillige har selvfølgelig ikke kun til formål at oplyse lovkravene, men også at sikre kvaliteten i det frivillige arbejde ved at garantere brugerne, at oplysninger ikke videregives og at de derfor godt kan ”tale frit” der. 

Sådanne regler betyder dog stadig ikke, at kommunale medarbejdere og frivillige frit kan udveksle oplysninger med hinanden. De kommunale medarbejdere skal fortsat have borgens samtykke og de frivillige skal ikke videregive oplysninger om brugerne til kommunen (de har ingen referatpligt). Mange frivillige er ikke opmærksomme på dette og kan i et samarbejde med kommunen få behov for at drøfte oplysninger om brugere med kommunale medarbejdere. Ofte tænker man, at de kommunale medarbejdere har de samme oplysninger. For brugeren kan det dog have stor betydning, at den frivillige ikke videregiver oplysninger til kommunen. Kommunale medarbejdere er repræsentanter for sociale myndigheder, der er ansvarlige for fordelingen af sociale midler og for repressalier og indsatser over for borgere (som skitseret ovenfor kan kommunale medarbejdere ikke frit videregive oplysninger i og mellem forvaltninger. Alligevel skal de handle på de oplysninger, der kan være af offentlig interesse).

En ”uskyldig” oplysning om en kontanthjælpsmodtagers udenlandsferie, en enlig forsørgers kærlighedsliv eller en udsat forældres udfordringer med opdragelse af børnene kan få vidtrækkende konsekvenser. Dette kan ødelægge de frivilliges troværdighed. Så overvej til hvem der siges hvad og få så vidt muligt borgerens samtykke til at gå videre med oplysninger, hvis det er nødvendigt.

I mange tilfælde anbefales det, at man søger borgerens/brugerens samtykke til udveksling af oplysninger der er relevante for samarbejdet mellem frivillige og kommune. Det kan f.eks. være oplysninger til en frivillig tryghedsopkalds-tjeneste om når en borger er på sygehuset i en periode eller om hvilken sygdom en borger, som indgår i en patientuddannelse i frivilligt regi, har. Et sådan samtykke betyder ikke, at der skal udveksles alle oplysninger om borgeren. Det kan anbefales at gøre samtykket til en del af den aftale der laves mellem brugere og frivillige. Det skal ikke blive en omfattende juridisk aftale brugeren skal underskrive.

I andre tilfælde vil samtykkeerklæringen ikke være nødvendig fordi det ikke er relevant at udveksle oplysninger mellem frivillige og kommunale medarbejde. Det kan f.eks. være i væresteder eller andre sociale tilbud, der godt kan have et samarbejde med kommunen uden at tale om konkrete personer eller oplysninger.

Ved indgåelse af samarbejde mellem kommuner og foreninger er det en god idé at få klarhed over hvilke regler for tavsheds- og oplysningspligt de frivillige allerede er omfattet af i deres forening. I de store landsorganisationer findes der centralt vedtagne regler, som frivillige underskriver når de starter. I mindre foreninger er der ofte også vedtaget regler. Hvis ikke, kan kommunen opfordre til at debatten om tavshedspligt tages i foreningen. Samtidigt er det vigtigt at drøfte, hvordan tavshedspligten skal håndteres i praksis, herunder om borgerne skal give et samtykke til udveksling af nogle oplysninger. Sidst men ikke mindst bør man også drøfte, hvilken konsekvens overtrædelse af tavshedspligten bør have. Fra projektet: Kommunen og civilsamfundet, hvor frivillige har arbejdet inde på kommunens matrikel fremhæves det at tavshedspligten i praksis ikke har været så svær at håndtere. Erfaringerne viser at samarbejdet med frivillige mange steder har været med til at disciplinere medarbejdere til at tænke over hvornår man faktisk taler om personlige oplysninger (Rapporten: Kommunen og Civilsamfundet s. 21-22). 

Henvisninger

Et andet centralt spørgsmål område er henvisninger. Spørgsmål er hvorvidt kommunale medarbejdere kan og må henvise til et tilbud i frivilligt regi. Mange medarbejdere fremhæver, at man jo ikke 100 % kan stå inde for de frivilliges tilbud og ikke ved om tilbuddet overhovedet eksisterer mere. Først og fremmest skal ordet henvisning måske ikke benyttes. Henvisning er som regel et begreb, der har med sundheds- og behandlingsområdet at gøre. Det er f.eks. når egen læge henviser en borger til en speciallæge. Det er ikke i den forstand kommunale medarbejdere kan henvise til et frivilligt tilbud.

Kommunale medarbejdere kan godt oplyse om frivillige tilbud, der er relevante for en borger – også selv om de ikke kender tilbuddet til bunds. Det er selvfølgeligt vigtigt at gøre borgeren opmærksom på, at det er et frivilligt tilbud og at det ikke er en del af kommunens behandling eller service. Hvis oplysningen om det frivillige tilbud er en del af en konkret vejledning af en borger forventes det, at ”kommunen ved hvad den taler om” og har vurderet at tilbuddet er i orden.

Samtidigt er et af de væsentligste principper bag den danske velfærd, at borgerne selv har et ansvar for deres eget liv. I Serviceloven §1, stk 2 og 3 står der om den offentlige hjælp:  Formålet med hjælpen efter denne lov er at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten. Hjælpen efter denne lov bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie. Hjælpen tilrettelægges ud fra den enkelte persons behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte. Omsat til praksis betyder disse principper, at borgeren også selv har pligt til at medvirke til forebyggelse og løsning af egne problemer. Kommunen har ret til at stille krav til borgerne om at udnytte egne handlemuligheder bl.a. i forhold til at benytte relevante tilbud i lokalområdet. Der kan dog ikke stilles krav om deltagelse i en konkret aktivitet, medmindre kommunen har indgået en eller anden form for samarbejdsaftale om løsning af kommunale opgaver med den aktuelle aktivitet. Dvs. at en kommunal medarbejder godt kan gøre en borger opmærksom på et frivilligt tilbud, der kan være med til at hjælpe ham eller hende.

Børneattester

En børneattest er en særlig form for straffeattest, som giver oplysninger, om en person er straffet efter de bestemmelser i straffeloven, som vedrører seksuelle forhold til børn under 15 år. En børneattest indeholder alene oplysninger om en eller flere af følgende typer af straffelovsovertrædelser:

• Incest, samleje eller anden kønslig omgang med børn under 15 år
• Udbredelse eller besiddelse af børnepornografi
• Blufærdighedskrænkelse over for børn under 15 år

Hvis en person er dømt for disse overtrædelser, vil det også fremgå af en almindelig straffeattest. Men efter en vis årrække vil dommene ikke længere stå på straffeattesten som følge af forældelsesreglerne. Disse forældelsesregler gælder ikke for børneattester.

Lovgivningen om børneattester for frivillige er opdelt alt efter ressortområde. Således findes der forskellige love for foreninger inden for det sociale område og kultur- og fritidsområdet. Lovgivningen på det sociale område fastsætter, at frivillige sociale organisationer og foreninger, der modtager økonomisk støtte efter lov om social service § 18, stk. 2, skal indhente børneattest. Pligten til at indhente børneattest gælder for personer, der skal ansættes eller beskæftiges i organisationen eller foreningen, hvis de skal have direkte kontakt med børn under 15 år, og hvis der er tale om en fast tilknytning til organisationen.

For frivillige sociale organisationer og foreninger, der ikke modtager § 18-støtte, er det frivilligt, om de vil indhente børneattester. Alligevel anbefales det at indhente attesterne. Ikke fordi de stiller nogen som helst sikkerhed for at misbrug og overgreb kan hindres, men fordi de kan være en af metoderne til at undgå det. I samarbejde med kommunen er det fint at stille et krav om, at foreningen har børneattester for deres frivillige og ansatte. De fleste foreninger kender dog allerede til reglerne og sørger for at indhente attester på deres frivillige.

På Center for frivilligt socialt arbejdes hjemmeside har vi et tema om Børneattester for frivillige sociale foreninger. Her kan du læse mere om, hvordan attesterne indhentes og for hvem de skal hentes mm. 

Straffeattester

Udover børneattesterne er der ikke noget lovkrav om at indhente straffeattester for frivillige. Straffeattester i den frivillige verden har været debatteret og der er argumenter, der taler både for og imod at tjekke frivilliges straffeattester. Nogle organisationer og aktiviteter tjekker altid straffeattester – f.eks. Mødrehjælpen, Børns Voksenvenner og i Røde Kors’ fængselsbesøgstjeneste. I samarbejdet mellem kommuner og foreninger må man i dialog om målgruppen og aktiviteten afgøre, hvorvidt det er formålstjentligt at indhente straffeattester. Vi anbefaler kun, at man indhenter straffeattester i de tilfælde, hvor særlige forhold taler for det. Og man skal være klar over at indhentelse af straffeattester er besværligt og kan være med til at skræmme frivillige væk. Derudover kan der være en god pointe i at give tidligere straffede mulighed for at engagere sig frivilligt i forskellige sammenhænge.

Udover børneattester findes der to andre typer af straffeattester:

Den private straffeattest: Denne type straffeattest indeholder kun oplysninger om domme, bøder og tiltalefrafald ved overtrædelse af straffeloven og ved overtrædelse af loven om euforiserende stoffer (Narkotikaloven). De lovovertrædelser, som er registreret i Kriminalregisteret, vil figurere på din private straffeattest i to-fem år. Skemaet nederst på siden viser, hvor længe de enkelte lovovertrædelser bliver stående på din private straffeattest.  

Straffeattest til politi og offentlige myndigheder: Denne type straffeattest indeholder oplysninger om de afgørelser, der er registreret i Kriminalregisteret. Det vil sige, at den indeholder oplysninger om samtlige domme, bøder og sager, der har ført til tiltale for overtrædelser af straffeloven. Denne straffeattest indeholder også afgørelser for overtrædelse af andre love, hvis der er givet frihedsstraf eller sket frakendelser af rettigheder f.eks. førerretten. Oplysningerne står på denne straffeattest i mindst 10 år fra den endelige afgørelse.

Den private straffeattest kan indhentes hos nærmeste politi. Det er den pågældende person, der personligt skal møde op hos politiet medbringende legitimation, for at få udleveret straffeattesten.
Ingen kan personligt få udleveret straffeattesten til politi og offentlige myndigheder hos Kriminalregisteret. Kun politiet og i særlige tilfælde offentlige myndigheder kan få udleveret disse oplysninger. En offentlig straffeattest kan bl.a. udstedes til en offentlig myndighed ved behandlingen af en jobansøgning. Straffeattesten kan dog kun udleveres, hvis ansøgeren skriftligt har givet samtykke til det.

Nogle kommuner vælger at indhente straffeattester på frivillige på lige fod med medarbejdere, hvis de arbejder ”helt inde på matriklen” som kommunale frivillige. Det kan eventuelt være en god ide at drøfte spørgsmålet med kommunens jurister.

Indhold - forgående side - næste side