5.4 Frivilligpolitik/ frivillighedspolitik

Hvad er en frivilligpolitik?

En frivilligpolitik er en kommunens officielle udmelding om de overordnede rammer for frivillige og foreninger i kommunen. Det er forskelligt, om det kaldes en frivilligpolitik eller en frivillighedspolitik. En frivilligpolitik kan på flere måder være med til at skabe samarbejde mellem foreninger og kommuner ved at fungere som værktøj til at:

• Kommunikere rammer og politik for frivillighed til borgere, frivillige, foreninger, kommunens ansatte og andre. Rammerne kan både handle om økonomi, støtte, ønsker om samarbejde og meget andet.
• Få lokalpolitikerne til at forholde sig til frivillighedsområdet.
• Få en fælles ramme for samarbejde med frivillige og foreninger på tværs af kommunens mange aktører. Dvs. at ansatte i forskellige fagområder kan forholde sig til kommunens officielle udmeldinger om samarbejde med frivillige.
• Sende signaler til kommunalt ansatte om vigtigheden af at samarbejde med frivillige og foreninger.
• Sende signaler på frivillighedsområdet til frivillige og foreninger – eksempelvis den respekt og anerkendelse, der er det bedste udgangspunkt for på sigt at få samarbejde i stand.
• Inddrage frivillige i processen om udformning af en frivilligpolitik og dermed i overordnede diskussioner om frivillighed.
• Skabe konkrete og personlige møder mellem frivillige, foreninger, ansatte og politikere på tværs.

På den måde kan frivilligpolitik være en måde at udmønte intentionerne med Servicelovens §18, hvor kommunernes forpligtes til at samarbejde med de frivillige sociale foreninger.

Frivilligpolitikker kan have vidt forskelligt indhold, omfang og være udarbejdet på helt forskellige måder. Fra udviklingsprojektet ved vi, at en frivilligpolitik på den ene side kan leve en noget støvet tilværelse som en samling ord på papir, men på den anden side kan politikken være det der får dialog og samarbejde mellem foreninger og kommune i gang.

Vores erfaring siger, at frivilligpolitikkens styrke ikke kun ligger i det færdige dokument, men også i den proces, der går forud for vedtagelsen af en politik. Her tænkes ikke en proces, hvor en kommunal ansat sidder ved sit skrivebord og skriver en politik, der sendes til godkendelse i byrådet. Derimod tænkes på en proces, hvor både frivillige, ansatte og politikere får anledning til at diskutere rammerne for frivillighed og ikke mindst at møde hinanden. Vi vil her beskrive frivilligpolitikker, når de er bedst: Når de bruges både som et værktøj til kommunikere rammer for frivilligheden i kommunen og som en anledning til at mødes på tværs.

Et af formålene med udviklingsprojektet har været at finde ud af, hvorvidt en frivilligpolitik kan skabe samarbejde mellem kommune og foreninger. Undervejs i projektet er det blevet klart, at det kan en frivilligpolitik ikke i sig selv. Det relevante spørgsmål er derimod, hvordan frivilligpolitikken kan være med til at sætte rammerne for, at folk mødes på tværs af kommune og foreninger. Det vil vi sætte fokus på her.

Hvordan gør man?

Når vi ved, at processen for udarbejdelsen af en frivilligpolitik er en betydningsfuld del af politikkens ”virke”, anbefaler vi, at kommunerne lægger energi og overvejelse heri. En god proces for udviklingen af en frivilligpolitik bør så vidt muligt ske i samarbejde med foreningerne og de frivillige. Faktisk anbefaler vi, at man inddrager de frivillige allerede i planlægningsprocessen. Det vil sige, at man allerede i planlægningen af processen for at få udformet og vedtaget en frivilligpolitik spørger de frivillige, hvordan de kunne forestille sig, at processen skal udformes. De frivillige ved ikke nødvendigvis på forhånd, hvad de ønsker, at politikken skal indeholde, men kan helt sikkert være med til at pege på, hvordan man sikrer, at alle foreninger inddrages og hvordan debatoplæg og spørgsmål kan formuleres. Hvis der findes et frivilligråd og/eller et frivilligcenter i kommunen, vil det være helt naturligt at inddrage disse i planlægningen og gennemførelsen af en frivilligpolitik-proces. På den måde sikres ikke kun ejerskab i forhold til processen og politikken, men også, at arbejdet kommer til at give mening for de frivillige, som politikken fokuserer på.

Der findes flere gode eksempler på, hvordan processen omkring vedtagelsen af en frivilligpolitik kan forløbe. I Skive kommune har man i starten af 2011 igangsat arbejdet med at få vedtaget en frivilligpolitik. Her har man fulgt følgende skabelon:

• Planlægningsmøde for processen med deltagelse af Social- og arbejdsmarkedsdirektøren, ansatte fra Socialforvaltningen, frivillighedsråd og nøglepersoner fra de frivillige organisationer.
• Indledende stormøde, hvor alle foreninger inviteres med i processen og hvor de overordnede linjer for politikken diskuteres
• Separate møder for foreninger i tre grupper: ældre, sundhed og handicap/psykiatri, hvor det det nærmere indhold i politikken diskuteres.
• Stormøde, hvor resultaterne fra de tre undergruppemøder fremlægges.
• Sammenskrivning til forslag til frivilligpolitik.
• Forslag til frivilligpolitik sendes i høring.
• Efter høringsrunde sendes politikken til vedtagelse i byrådet.

Erfaringerne fra udviklingsprojektet viser, at det kan være hensigtsmæssigt at tænke kommunale medarbejdere på tværs af forvaltninger ind i en frivilligpolitik-proces. Dette bliver ofte helt overset i udformningen af frivilligpolitikker i kommunerne. Selv om det er vigtigt at inddrage frivillige, kan det også være vigtigt at inddrage kommunens ansatte – især fordi det er dem, der skal ud og samarbejde med de frivillige i praksis. Således var der fra starten en repræsentant for kommunens medarbejdere med i planlægningen af frivilligpolitik-processen i Jammerbugt Kommune. Kommunale medarbejde ved noget om, hvordan kommunen i praksis kan indgå i samarbejde med foreninger og hvad der er muligt ude ved frontpersonalet. Derudover er det rigtigt fornuftigt, at kommunalt ansatte indgår i processen omkring en frivilligpolitik, da det er her mange indledende møder mellem mennesker sker – nogle af de møder der på sigt kan skabe grobund for vigtige samarbejder. Sidst, men ikke mindst kan inddragelsen af kommunalt ansatte være med til at skabe et ejerskab for politikken og kontakten til de frivillige internt i kommunen. Som en frivillig i udviklingsprojektet pointerede, er det vigtigt at se på, hvordan frivilligpolitikken kan udbredes til at berøre flere end den "kontaktperson, der er til de frivillige sociale foreninger".

For at frivilligpolitikken for alvor skal rykke i forhold til at skabe samarbejde mellem foreninger og kommunen, skal den være relevant for flere end en enkelt eller to ansatte i kommunen. Den skal være vedkommende for både frontpersonale, ledere og politikere. Se mere om, hvordan dette forhold kan styrkes i kapitlet om Udfordringer i samarbejdet og hvordan de løses.

Ved udarbejdelse eller revision af en frivilligpolitik kan det anbefales at se nærmere på de kontakter og det samarbejde på tværs, der allerede findes i kommunen og i foreningerne. Sørg for at involvere disse i arbejdet. De kan være de bedste kilder til at klarlægge, hvilken rammesætning der er behov for i jeres kommune for at få samarbejde i gang og til at fortælle om de konkrete erfaringer med samarbejde, der er gjort.

Selv om især inddragelsen af frivillige og til dels også kommunale medarbejdere er central, er det dog vigtigt at holde sig for øje, at en frivilligpolitik er et politisk dokument, der skal godkendes og vedtages officielt af kommunalbestyrelsen. En frivilligpolitik skal ikke blot være de frivilliges politik for sig selv, men kommunens politisk vedtagne politik for frivillige. Byrådspolitikerne bør således være opmærksomme på, hvad de har med at gøre og hvordan man mest hensigtsmæssigt kan skabe gode rammer for frivilligheden lokalt.

I mange kommuner er frivilligpolitikken udelukkende et anliggende for social- og/eller sundhedsforvaltningen. Det er her man udarbejder og bruger politikken. Flere og flere steder begynder man dog også at tænke frivilligpolitikken som en tværgående politik, som alle forvaltninger skal forholde sig til. I forbindelse med tankerne om civilsamfundets engagement i fremtidens velfærdssamfund overvejes det nogen steder at gennemføre det Knud Aarup (i bogen Frivillighedens Velfærdssamfund, 2010) kalder et sektoransvarlighedsprincip, sådan at alle kommunale forvaltninger og institutioner skal forholde sig til den frivillige sektor. Andre steder tænkes der i, hvordan frivilligpolitikken kan bruges strategisk for at skabe samarbejde – både på øverste niveau i kommunen, men også blandt ledere og mellemledere i kommunens institutioner. I Hørsholm Kommune har man arbejdet med frivillige ledere af motivationsgrupper for kronisk syge. Her viser erfaringerne, at rammen for brugen af frivillige skal afklares, for at medarbejdere derude kan skabe samarbejde i praksis. Frivilligpolitikken kan således blive et værktøj til at skabe samarbejde i hele kommunen.

Der tænkes flere tanker om frivilligpolitikkernes fremtid. En arbejdsgruppe under Socialministeriet arbejdede i efteråret 2009 med fremtidens sammenhængende frivilligpolitikker. I "Frivilligpolitikker og samarbejde - midtvejsudgivelse i Udviklingsprojekt for samarbejde mellem frivillige sociale organisationer og kommuner", der udkom i 2010 findes forskellige anbefalinger til styrkelse af frivilligpolitikkerne. Ikke kun som et skriftligt dokument, men som redskab til at skabe velfærdsudvikling lokalt.

I rapporten anbefales det at tænke den frivillige sektor ind i den kommunale opgaveløsning på tværs af forvaltningsgrene. Derudover lægges der op til at tænke foreningslivet bredere end kun det frivilligt sociale arbejde. Således skal der tænkes ud over de normale grænser, så også eksempelvis idræts- og kulturforeninger, der laver aktiviteter for socialt udsatte involveres. Derudover lægges der op til at det lokale erhvervsliv tænkes ind som partner og innovativ medskaber af det lokale samarbejde om sociale udfordringer. Samlet set anbefales det, at frivilligpolitikkerne i kommunerne sætter rammerne for etableringen af innovationsnetværk, der kan være med til at skabe nye velfærdsinitiativer lokalt.

Indholdet i en frivilligpolitik

Den konkrete udformning af en frivilligpolitik kan være meget forskellig. Den kan både være forholdsvis kort eller indeholde mange elementer. I forbindelse med udviklingsprojektet så vi i 2008 nærmere på, hvad de danske kommuners frivilligpolitikker typisk indeholdt. De syv oftest brugte elementer var:

• Vision for det frivillige sociale arbejde i kommunen
• Overvejelser vedrørende samarbejde mellem kommunen og de frivillige sociale foreninger
• Kriterier for tildeling af §18 midler
• Lovgrundlag for området (§18 i Serviceloven)
• Ressourcer til frivillige sociale organisationer ud over tildeling af økonomiske midler
• Fast mødestruktur
• Definition af frivilligt socialt arbejde

Overvejelserne vedrørende samarbejde var ofte på et symbolsk niveau, hvor der udtrykkes et ønske om samarbejde, men ikke noget om hvordan et samarbejde kan realiseres. Vi opdagede samtidigt, at meget få politikker indeholdt mål- og handleplaner og overvejelser omkring implementering .

En god frivilligpolitik er først og fremmest en, der passer ind i den lokale virkelighed i din kommune. En frivilligpolitik som frivillige, kommunalt ansatte og politikere kan forholde sig til og nikke anerkendende til. Nogle steder indebærer det at være meget præcise omkring handleplaner for det kommende år – f.eks. som i Tønder, hvor frivilligpolitikkens handleplan bruges som rettesnor for frivilligrådets arbejde. Andre steder er det vigtigere at have formuleret nogle overordnede retningslinjer og visioner, hvorunder det konkrete arbejde kan udvikle sig. Der findes således ikke en færdig liste med ”De 10 punkter der SKAL være i en frivilligpolitik”. Dog anbefaler vi, at man i hvert fald overvejer følgende punkter og spørgsmål til en frivilligpolitik – også i fællesskab med de frivillige:

1. Formål med politikken og/eller vision for området

Dette er så at sige indgangsbønnen og rammen for, hvorfor der arbejdes med området. Det er blandt andet her kommunen kan signalere anerkendelse af det frivillige arbejde og vise viljen til at støtte, samarbejde og være i dialog med de frivillige. Det er her oftest byrådet og kommunen, der er afsender, og det skal således være et udtryk for politikernes/kommunens anerkendelse af det frivillige arbejde.

Spørgsmål:

Hvorfor ønsker kommunen en frivilligpolitik og hvad vil man overordnet med den?

Hvad er overordnet visionen for det frivillige sociale arbejde i kommunen og hvad er kommunens rolle heri?

Hvad er formålet med det frivillige arbejde på området?

Hvilken motivation skal være drivkraften for de frivillige på området?

2. Værdigrundlag

Afklaring af hvilke værdier, der ligger bag samarbejdet mellem kommune og frivillige.

Hvori består værdien af det frivillige sociale arbejde?

Hvordan tænkes det frivillige sociale arbejde i kommunen? Er det f.eks. et uundværligt supplement til kommunens indsatser?

Hvad er det frivillige arbejde bedre til end den offentlige eller private sektor?

Hvilke opgaver kan det frivillige arbejde på området løse – og hvilke kan det ikke løse?

Hvordan understøtter kommunen bedst muligt det frivillige arbejde på området i fremtiden?

3. Målsætninger

Det kan give god mening ikke kun at tale om værdigrundlag, men også om målsætninger for kontakten og samarbejdet mellem kommune og foreninger. På den måde bliver værdigrundlaget formuleret ud i nogle mere konkrete målsætninger. Målsætningerne kan fastsættes for flere underområder f.eks. kontakt til foreninger, dialog mellem forening og kommune, støtte til det frivillige sociale arbejde og samarbejde mellem foreninger og kommune osv.

Relevante spørgsmål herunder kunne være:

Hvordan skal dialogen mellem det frivillige sociale arbejde og kommunen fungere?

Hvordan kommer man i kontakt med hinanden?

Hvordan skal fremtidige udfordringer bringes i dialog?

Hvordan understøtter kommunen bedst muligt det frivillige arbejde på området i fremtiden?

Hvordan skal mere konkret samarbejde kunne komme i stand?

Hvordan kan de frivillige foreninger i højere grad tænkes ind som en naturlig partner for kommunen på tværs af forvaltninger?

Hvem skal foreningerne henvende sig til for at få samarbejde i stand?

4. Handlinger/Strategi

Vi opfordrer til, at man undersøger muligheden for at indskrive strategier og/eller handlingsplaner for, hvordan visioner, værdier og målsætninger skal opsættes til praksis. Graden af konkretisering kan selvfølgelig diskuteres, og det skal afgøres lokalt, om der er brug for meget konkrete anvisninger, eller om politikken skal vedblive at være den overordnede ramme den egentligt er tænkt som. Man kan også overveje at sammenskrive målsætninger og handlingsplan, sådan at handlinger bliver underpunkter under de forskellige målsætninger (se f.eks. Tønder Kommunes frivilligpolitik). Det vigtige her er, at man gør en indsats for at de fine ord i politikkens første dele bliver mere end symbolske hensigtserklæringer, men munder ud i konkrete handlinger. Spørgsmålene herunder vil i høj grad være de samme som de ovenstående under målsætning, men svarene vil skulle være på operationelt niveau.

Læs mere

• Holst Spenceley, Lea (2008). Frivilligpolitikker i kommunerne - hvordan ser de ud? I: Frivillig, nr. 90, 2008. Center for frivilligt socialt arbejde.
• Gotthardsen, Dorte N. (2009). Frivilligpolitikker og samarbejde - midtvejsudgivelse i Udviklingsprojekt for samarbejde mellem frivillige sociale organisationer og kommuner. Center for frivilligt socialt arbejde.
• Rapport fra arbejdsgruppen om sammenhængende kommunale frivilligpolitikker (2010). Socialministeriet.

Hvor kan jeg få mere hjælp?

Center for frivilligt socialt arbejde tilbyder konsulenthjælp til gennemførelsen og implementeringen af frivilligpolitikker.

Indhold - forgående side - næste side