3. Foreningerne som samarbejdspartnere?

I dette kapitel vil vi give en karakteristik af lokale frivillige sociale foreninger – med opmærksomhed på, at de kan se vidt forskellige ud. For at skabe et godt samarbejde er det vigtigt at stoppe op og se lidt nærmere på, hvem samarbejdspartneren er og hvad de kan. Kapitlet her har udelukkende fokus på, hvordan foreningerne er som samarbejdspartner og peger på forskellige udfordringer ved en sådan samarbejdspartner. Du kan læse om, hvordan udfordringerne kan søges løst i kapitel 7: Udfordringer i samarbejdet og hvordan de løses

Moderne kommuner, kommunalt ansatte og politikere er vant til at samarbejde – både internt i den store og brede organisation en kommune er og eksternt med andre kommuner, selvejende institutioner, private virksomheder, læger, sygehuse, regioner, statsinstitutioner og mange andre. De fleste er således vant til at skulle forholde sig til og samarbejde med aktører uden for kommunen. Når det kommer til frivillige og foreninger, er der tale om en samarbejdspartner, som på nogle punkter ligner andre samarbejdsparter, men som på helt centrale punkter er anderledes. På trods af at foreninger og frivillige er vidt forskellige, og generaliseringer om deres form, arbejdsmetoder og ressourcer kan være umuligt, er der her otte forhold, man som kommune skal være opmærksom på:

1. Hvad kendetegner en frivillig social forening og frivilligt socialt arbejde?

En forening er et organiseret samvirke eller sammenslutning af mennesker. En sådan sammenslutning kan have mange forskellige former. En forening kan bestå af alt fra en person til mange tusinde personer. De kan være små og udelukkende høre til et sted, eller være store og have lokale afdelinger forskellige steder i landet eller i verden. Foreninger opstår oftest, fordi en eller flere personer kan se et særligt behov eller ønske hos sig selv eller andre. Et behov eller ønske som måske ikke dækkes af offentlige, private eller andre foreningers tilbud.

Frivilligt socialt arbejde er frivilligt arbejde, der udføres inden for det sociale og sundhedsmæssige område. Bredt kan frivilligt socialt arbejde defineres som handlinger, der sigter på at give enkeltindivider eller grupper en øget velfærd eller omsorg eller sigter på at løse velfærdsproblemer.

Når det kommer til samarbejde med frivillige sociale foreninger, er det vigtigt at være opmærksom på en forenings mange roller. Som professor Lars Skov Henriksen fra Aalborg Universitet understreger, må man ikke glemme, at den frivillige sektor har mange roller: Den er selvfølgelig et omdrejningspunkt for aktiviteter og leverer service og omsorg. Samtidigt er den dog også et udgangspunkt for lokal integration, når frivillige og brugere mødes og opbygger deres lokale netværk og den såkaldte sociale kapital. Derudover er den frivillige sektor også omdrejningspunkt for varetagelse af interesser (advocacy og fortalervirksomhed).

I ønsket om at skabe samarbejde har mange kommuner mest fokus på foreningerne som aktivitetsskabere og leverandører af service og omsorg for forskellige målgrupper. Det er her, de kan være med til at skabe direkte værdi for borgere og kommune ved at løfte forskellige opgaver i supplement til den offentlige indsats. Derved overses på sin vis foreningers rolle som forum for lokal integration, som social mødeplads og som fortalere for en særlig målgruppe.

Dette skal understreges her for at gøre opmærksom på, at foreningerne ikke blot kan ses som serviceleverandører, der skal præstere og yde for at skabe nytte for kommunen. Foreningerne er mere end det, og dette må anerkendes af kommunen! For mange foreninger er frivilligheden også et mål i sig selv, og det er ikke nødvendigvis servicerollen, der kommer i første række. Derudover må foreningernes fortalerrolle ikke glemmes i arbejdet med at skabe aktiviteter og levere service og omsorg til borgere.

2. Hvilke foreninger findes der?

I en gennemsnitlig dansk kommune findes der en lang række foreninger. Disse er oftest underopdelt i foreninger, der hører under Folkeoplysningsområdet og frivillige sociale foreninger, der hører under social og/eller sundhedsområdet. De førstnævnte foreninger er typisk idræt, børne- og ungdomsorganisationer og andre typer foreninger, der har folkeoplysning som formål. De sidstnævnte foreninger er en blanding af patient-, handicap- og ældreforeninger, samt foreninger der arbejder for socialt udsatte børn, misbrugere, familier, kvinder, mænd, ensomme osv. Det er disse frivillige sociale foreninger, der er i fokus her. I mange kommuner er der en overvægt af foreninger, der har ældre som målgruppe. Det være sig lokalafdelinger af Ældresagen, Ældremobiliseringen, lokale pensionistforeninger, besøgsvennetjenester osv. Samtidigt er der en tendens til, at der i de større byer er flere foreninger, der har misbrugere, hjemløse, voldsramte osv. som omdrejningspunkt. For kommunen er et første skridt til at styrke samarbejdet med foreningerne at undersøge nærmere, hvem der overhovedet er tale om. Måske findes der allerede en social vejviser i kommunen. Inden man går i gang med at tænke i samarbejdsmuligheder, er det vigtigt at se på, hvad der overhovedet findes i kommunen. Det er ikke altid hensigtsmæssigt at udtænke samarbejdsprojekter om f.eks. børn, hvis der ikke for alvor findes foreninger, der arbejder med denne målgruppe.

3. Foreningernes ressourcer

Når man ser nærmere på foreningerne i kommunen, skal man også have øje for foreningernes størrelse, økonomiske ressourcer, ledelse og antal frivillige. En social vejviser kan se flot og stor ud, men som kommune skal man være klar over, at der bag nogle foreninger og kontaktpersonnavne gemmer sig historier som: ”Der er desværre kun mig tilbage”, ”Vi er ikke så mange og har kun ressourcer til at køre vores informationsarrangementer”, ”Vi ligger helt underdrejede pga. sygdom” osv. Der er nemlig rigtig stor forskel på, hvad lokale foreninger kan, vil og gør, og der indgår en lang række forskellige faktorer:

• Har foreningen en god økonomi (f.eks. med støtte fra medlemmer og andre parter)?
• Har foreningen en landsorganisation i ryggen og dermed mulighed for at trække på ressourcer og hjælp herfra?
• Har foreningen en eller flere såkaldte ildsjæle, der arbejder mange timer og med stort engagement for foreningen?
• Har foreningen et samarbejde med andre lokale foreninger om aktiviteter mm.?
• Har foreningen egne lokaler?
• Har foreningen en eller flere ansatte på hel- eller deltid?
• Er foreningen aktiv og laver aktiviteter eller mere stillestående pt.?
• Består foreningens medlemmer og frivillige primært af patienter, der selv er så syge, at det sætter kraftige grænser for foreningens virke?

På den ene side er det vigtigt, at kommunen har sådanne faktorer og udfordringer for øje. Erfaringen fra udviklingsprojektet viser, at mange mindre lokalforeninger ikke har ressourcerne til at indgå i større samarbejdsprojekter med kommunen. Samtidigt skal man ikke lade sig skræmme. Måske kan kommunen være med til at ændre på forholdene? Dette vil vi komme meget mere ind på i kapitel 5 om Rammerne for samarbejde i kommunen og kapitel 7 om Udfordringer i samarbejdet og hvordan de løses.

4. Ansatte og/eller ressourcepersoner

Ud af de ovenfor listede faktorer er det vores erfaring, at et springende punkt er ansatte eller stærke ressourcepersoner i foreningerne. I udviklingsprojektet har det vist sig, at samarbejde oftest kommer i stand der, hvor der er ansatte eller meget engagerede frivillige, der gerne bruger mange timer i foreningens sag.

Dette skyldes flere forhold: Dels er de ofte mere stabile, og der kan bygges mere formelle kontakter. Samtidigt kan de mere jævnbyrdigt indgå i samarbejde med kommunalt ansatte.

Tidligere undersøgelser fra Center for frivilligt socialt arbejde har vist, at når det kommer til de mest formaliserede typer samarbejder: partnerskaber og driftsoverenskomster kræver det ansatte, der kan forpligte og drive samarbejde på foreningens vegne. Se f.eks. Partnerskaber - På vej mod en ny samarbejdskultur.

Dermed ikke sagt, at den hellige grav er velbevaret når der bare er en stærk ressourceperson eller en ansat i en forening. Erfaringen fra flere samarbejdsprojekter er, at udskiftningen af personer kan være afgørende for samarbejdets liv. Her skal man med foreninger som samarbejdspartner være opmærksom på, at sygdom, udskiftning, udbrændthed kan spille en stor rolle. En ressourceperson har måske ikke fuldtidsarbejde, fordi han/hun lider af en sygdom; samtidig er foreningen måske netop centreret omkring en sygdom eller en svag position i samfundet generelt. Det betyder, at kommunen må være forberedt på, at der kan ske ændringer i personsammensætningen, eller en forening kan falde mere eller mindre fra hinanden pga. personlige problemer hos en eller flere.

Derudover er foreninger ofte en skueplads for forskellige former for konflikter og uenigheder, der betyder, at nogen måske forlader foreningen, ikke bliver valgt ind i bestyrelsen eller stifter en ny forening i opposition til den gamle.

5. Frivillige

Lokale foreningers største ressource er uden tvivl de frivillige. Det er de menneskelige ressourcer, der gør hele forskellen, om der er aktivitet i foreningen. Der findes mange udsagn, om hvad det er for nogle særlige egenskaber og kendetegn, der er ved frivillige. Der findes forskellige typer frivilligopgaver og forskellige frivillige, og de nedenstående kendetegn er måske ikke gældende for alle frivillige. Nogle steder er frivillige i høj grad en erstatning for de pårørende, der måske ikke er der. Andre steder yder frivillige i højere grad en indsats, der er kendetegnet ved en særlig frivillig-faglighed som f.eks. ledere af selvhjælpsgrupper, telefonrådgivere eller andet.

At opridse listen over kendetegnene ved frivillige er ikke et udtryk for, at kommunale medarbejdere ikke besidder nogle eller alle af disse evner. Mange medarbejdere gør et rigtigt stort stykke socialt arbejde, hvor de både bruger sig selv, deres medmenneskelighed og faglighed til at være nærværende og tillidsskabende. Forskellen er dog, at kommunale medarbejdere altid er en del af det offentlige system, som sætter særlige rammer for deres arbejdes betydning, uanset hvordan de agerer. De typiske kendetegn ved de frivilliges arbejde er:

• Drevet af lyst – ikke af løn: Selv om undersøgelser af moderne medarbejdere viser, at de i mindre grad er motiveret af løn, gælder det for frivillige at de overhovedet ikke er motiveret af penge, da de ingen får. Det betyder, at frivillige er lyst-drevne og gør en indsats fordi de har tid og overskud. De vil gerne gøre en indsats af egen fri vilje og er motiverede for at gøre en forskel – også selv om de ikke får løn.
• Medmenneskelighed: Frivillige er først og fremmest medmennesker, der gider at bruge tid på brugere eller borgere, der har det svært. Brugerne eller borgerne oplever et møde med et menneske, der vil være sammen med dem eller hjælpe dem – ikke fordi de får penge for det eller er tvunget til det, men fordi de har lyst. I dette møde er de frivillige ikke professionelle hjælpere, men medmennesker.
• Troværdighed: Frivillige er medmennesker, der stiller op for at hjælpe andre borgere. Det giver dem en troværdighed, som ikke er baseret på en særlig faglighed, et professionelt job eller en lovbestemt ydelse, men på at være til stede og være medmenneske, der selv har erfaringer med i bagagen.
• Nærhed: Frivillige har oftest tid og overskud til at være til stede på en anden måde end kommunale medarbejdere. De kan tilbyde en nærhed som en pårørende, der ikke er der, som en ven med tid til at lytte eller som et medmenneske, der ser mennesket bag problemerne.
• Ingen sanktionsmulighed: Frivillige registrerer ikke samtaler og informationer under en sag, som kommunalt ansatte skal. Det betyder i praksis, at brugere/borgere ofte ikke fortæller kommunale medarbejdere om det er svært, fordi de frygter for konsekvenserne. Da frivillige ikke har den rolle, skabes der en anden form for tillid og kontakt.
• Tillid: Frivillige kan med deres medmenneskelige tilgang, deres nærhed og troværdighed og det faktum, at de ikke har sanktionsmuligheder, skabe grundlaget for tillid mellem bruger og frivillig. Frivillige oplever ofte, at brugere betror sig til dem og ikke skjuler det, der er svært fordi de ved, at de frivillige ikke senere vender det imod dem. Denne tillid kan også betyde, at de frivillige kan være med til at skabe: ”… en tillidsbro, så de hjælpemuligheder kommunerne har, får bedre mulighed for at virke” (Mads Roke Clausen, direktør i Mødrehjælpen i Mandag Morgens Guide til Fremtidens Velfærdsalliancer). Dvs. at frivillige kan være med til at bygge bro til de offentlige tilbud, så disse bliver brugt på den mest hensigtsmæssige måde.
• Psykologisk spejling: Frivillige kan spejle en bruger og dennes problemer og behov ved at være et medmenneske i samme eller lignende situation. Dette gør sig især gældende inden for de frivilligområder, hvor brugere selv er frivillige over for andre brugere – f.eks. i patientforeningerne og brugerorganisationer (f.eks. hjemløseorganisationen SAND). I en patientforenign kan en ny-diagnosticeret diabetiker eksempelvis spejle sig i en ældre og måske mere erfaren epileptiker og se, hvordan han eller hun lever med sygdommen. Dette kan have stor værdi for den nydiagnosticerede.

Disse kendetegn ved frivillige er betinget af, at de ikke er ansatte og ikke en del af det kommunale system som sådan. At frivillige ikke er ansatte, har betydning i samarbejdsrelationen. Frivillige kan ikke nødvendigvis styres og behandles som medarbejdere, der får løn, og de kræver en særlig slags ledelse. En noget fortærsket, om end meget sand vending siger: frivillighed lever af lyst og dør af tvang. Det er så at sige lysten – eller måske indignationen eller ”berørtheden” – der driver værket.

Frivilligheden fungerer bedst, når den får lov til at blomstre, uden at blive underlagt tvang eller bindende rammer. Det betyder ikke, at man ikke kan lede frivillige, eller at frivillige ikke kan arbejde sammen om et fælles formål. I ledelsen af frivillige skal elementer som: motivation, anerkendelse, koordinering og dialog i spil.

For kommunen betyder det, at foreningerne med deres store ressource: de frivillige på en gang er en stor mulighed, men også en udfordring. De frivillige kan skabe en anderledes værdi end ansatte eksempelvis i medmenneskelige relationer. Dermed ikke sagt, at en kommunal ansat ikke kan være medmenneskelig eller være engageret i sit job. Men det gør en forskel for borgeren, at eksempelvis en besøgsven kommer, fordi han/hun har lyst og ikke fordi han/hun har fået penge for det.

Udfordringen ligger dog også lige for: hvad så når den frivillige pludselig ikke kommer på besøg, fordi det ikke lige passede ind i dagsprogrammet, eller melder fra fordi lysten ikke er der mere? Frivillige er drevne af lysten til at gøre en forskel, men desværre også til tider utilregnelige. Derudover kan man være bekymret for om frivillige, qua det at være lyst-drevne også kan være løsgående missiler, der kan finde på alt muligt og arbejde i alle mulige forskellige retninger?

Når kommunen ønsker at styrke samarbejdet med foreningerne, er det vigtigt, at de har øje for hvad frivillighed er og hvordan frivillighed fungerer for at kunne tilpasse forventninger og se muligheder og udfordringer i samarbejdet med frivillige.

6. Arbejdstid

Et banalt, men meget vigtigt aspekt af foreningen som samarbejdspartner er kontaktmulighederne. Når en kommunal ansat i den almindelige arbejdstid kl. 10.07 en onsdag formiddag vil ringe til en samarbejdspartner, er det normalt ikke noget problem. Der er nok nogen der svarer. Sådan er det bare ikke med foreningerne og de frivillige. Selv om der i mange foreninger er aktive efterlønnere, pensionister eller andre, der ikke arbejder i dagtimerne, er det oftest svært at få kontakt til foreninger i den normale arbejdstid. Det er ikke kun en udfordring i forhold til et telefonopkald, men især også i forhold til mødeaktivitet. For at foreningerne og de frivillige skal kunne deltage i møder og lignende er det nogen gange nødvendigt, at de ligger på andre tidspunkter end 8-16.

7. Foreningsdemokratiet

Selv om en forening måske har en ansat eller en ressourceperson, der kan være frontløber og kontaktperson i forhold til et samarbejde med kommunen, betyder det ikke, at denne person nødvendigvis altid kan tage beslutninger på foreningens vegne.

En forening er en samling af mennesker, der er gået sammen om et særligt formål. En forening er oftest demokratisk opbygget, sådan at alle medlemmer er med til at vælge foreningens ledelse på generalforsamlingen. En forening ledes af en bestyrelse, hvis primære opgave er at sikre, at foreningens ressourcer bliver brugt på en måde, der lever op til dens formålsparagraf. Det er således ikke en eventuelt ansat eller det enkelte medlem (ej heller hvis det er formanden) der alene kan tage stilling til foreningens dispositioner og samarbejdsaftaler. Oftest skal sådanne spørgsmål afklares af bestyrelsen eller eventuelt et forretningsudvalg (oftest formand, kasserer og evt. en ansat leder, der kan tage stilling til spørgsmål mellem bestyrelsesmøder).

I samarbejdet med foreninger skal man således være opmærksom på, at det indimellem kan være nødvendigt at afvente foreningsdemokratiets proces – dvs. vente på at beslutninger kan drøftes på bestyrelsesmøder og respektere denne arbejdsform ved f.eks. ikke at kræve, at kontaktpersoner tager beslutninger udenom deres bestyrelser. I parentes bemærket er foreninger dog oftest noget mere smidige i deres ”sagsbehandling” og beslutninger end kommunen – der kan betragtes som en stor forening med et ganske omfattende og tidskrævende demokratisk og bureaukratisk apparat!

Et andet forhold ved foreninger som samarbejdspartner, som man skal være opmærksom på er, at foreninger ikke nødvendigvis kan indgå aftaler på lige fod med andre samarbejdspartnere. Hvor man med eksempelvis en privat udbyder af hjemmepleje kan aftale helt faste rammer for medarbejdertimer, økonomi osv., kan man ikke have de samme forventninger til en forening. En forening kan ikke på samme måde forpligte sig til et vis antal mandetimer eller på at udføre en opgave på lige fod med et privat firma. En forening kan ikke bare sådan love at stille med 10 frivillige hver dag. Frivillige er en fantastisk ressource, men også til tider flygtige, ansvarsløse og ustabile. Det betyder dog ikke, at foreninger ikke kan lave aftaler med kommunen. Disse må blot have en anden karakter, end dem der indgås med andre samarbejdspartnere. Se mere om indgåelse af aftaler i kapitlet om Udfordringer i samarbejdet og hvordan de løses.

8. Mistro og tilbageholdenhed

Som i alle andre samarbejdskonstellationer kan partnerne gå ind til samarbejdet med en vis grad af mistro eller tilbageholdenhed. Dette gør sig også gældende for foreninger og frivillige. I udviklingsprojektet er der rigtigt mange gode eksempler på frivillige og foreninger, der gerne vil samarbejde med kommunen og går til det med et positivt sind. Der findes dog også frivillige, der er mere betænksomme og stiller spørgsmål som: Hvad vil kommunen med os? Kommer vi i lommen på dem ved at samarbejde? Er samarbejde bare kommunens fine ord for at få os til at lappe hullerne efter besparings- og fyringsrunder?

Som kommune må man være klar over, at der kan ligge denne form for tilbageholdenhed hos frivillige og foreninger og at ikke alle klapper i hænderne over kommunens initiativ til samarbejde. I kapitlet om Udfordringer i samarbejdet og hvordan de løses vil vi komme nærmere ind på, hvad dette betyder for samarbejdet.

Læs mere

• Partnerskaber på vej mod en ny samarbejdskultur. Af Mette Hjære. Center for frivilligt socialt arbejde, 2005.

Indhold - forgående side - næste side