De kompetente frivillige - artikel

Af Henrik Frostholm, konsulent ved Center for frivilligt socalt arbejde

Artikel fra bladet Frivillig, nr. 75, juni 2005

I denne artikel ser vi på det frivillige sociale arbejde ud fra en måske lidt uvant synsvinkel – nemlig som et dannelsesprojekt. Et dannelsesprojekt, hvor frivillige arbejder, kvalificerer og udvikler sig sammen i bestræbelserne på at hjælpe andre medmennesker.

Ud fra denne synsvinkel består det frivillige arbejde af medborgere, som i en ligeværdig relation hjælper andre medborgere i vanskelige livssituationer.

Dannelse til frivillig?

Men hvorfor nu denne højttravende snak om dannelse? Hvad har den med det daglige frivillige sociale arbejde og med for eksempel kurser for frivillige at gøre?

Efter min opfattelse er dannelsestanken relevant og nødvendig, fordi det frivillige sociale arbejde har behov for et langsigtet pejlemærke i udviklingen af sit bidrag til den sociale indsats og de frivilliges rolle i denne. Lad mig uddybe dette.

Det er en realitet, at mange borgere opsøger det frivillige sociale arbejde på et tidspunkt i deres liv, hvor de står overfor et meningssammenbrud, en krise eller en skillevej. I sådanne situationer er de afhængige af, at der er nogle frivillige, som kan møde dem på en medmenneskelig, reflekteret og kompetent måde, og yde trøst, støtte og rådgivning i forhold til at komme ”videre i livet”. De fleste mennesker ønsker at komme videre i livet, men nogle er måske ikke i stand til det. Disse mennesker må de frivillige også kunne rumme.

I et samspil med de borgere, som opsøger det frivillige sociale arbejde, udfører mange frivillige kompetente handlinger, hvor deres viden, færdigheder og holdninger formår at gøre en forskel i andre menneskers liv. Sammen søger de at skabe mening og sammenhængskraft i det liv og samfund, de er en del af.

Det er på mange måder en stor og måske også skræmmende opgave for foreningerne og de frivillige, som man med rette kan forstå, at de forsøger at kvalificere eller uddanne sig til på forskellige måder!

Det kompetente frivillige sociale arbejde - og vejen frem til dette - finder sted i en konstant vekselvirkning mellem udviklingen af dagligdags færdigheder og en mere grundlæggende eksistentiel refleksion hos de involverede frivillige. I denne vekselvirkning mellem uddannelse – dvs. at lære noget konkret - og dannelse – dvs. at relatere sig personligt eller eksistentielt til det lærte - bringes frivilliges store fond af livserfaringer og dertil knyttede ’tavse viden’ - dvs. den viden som ’ikke kan forklares, men skal erfares’ - i spil i det frivillige arbejde.

Den kompetente frivillige er bevidst om, at forskellen mellem brugere og frivillige ikke ligger i, at man som frivillig er et bedre eller klogere menneske, - men at frivillighed principielt indebærer, at man har valgt at stille sig til rådighed for andre medmennesker, som den man er. Og her kan det vi kalder kompetenceudvikling af frivillige spille en væsentlig funktion i forhold til at skabe en bevidsthed om dette udgangspunkt og denne særlige rolle.

En bedrevidende, metodebaseret og asymetrisk tilgang til andre medmennesker er efter den opfattelse ikke kompetent frivilligt socialt arbejde.

Uddannelse som nødvendighed

Jeg mener at dannelsestilgangen kan være en nyttig udfordring i forhold til at finde hoved og hale i diskussionen om uddannelse af frivillige.

Og der er efter min opfattelse ikke tvivl om, at det frivillige sociale arbejde i dag befinder sig i en situation, hvor kompetenceudvikling optræder som både en nødvendighed for at klare de stadigt mere komplekse og tunge udfordringer, foreningerne og de frivillige står over for, og som et resultat af omverdenens krav fra samarbejdspartnere, bevillingsgivere og kommende frivillige.

Det frivillige sociale arbejde er tiltænkt – og tiltænker måske også sig selv – en vigtigt rolle indenfor dele af social- og sundhedspolitikken.

Anders la Cour fra Handelshøjskolen (Kbh.) er en af de samfundsforskere, som i den aktuelle debat forholder sig kritisk til uddannelse af frivillige, som han anser for at være en form for bureaukratisk styringslogik.

Han mener, at uddannelse af frivillige er et middel til at sikre, at de frivillige lever op til, hvad det offentlige definerer som kvalitet i det frivillige sociale arbejde.

En garvet voksenpædagogisk forsker som Knud Illeris fra Roskilde Universitetscenter har også påpeget, at den tid, hvor højskoletraditioner, folkeoplysning, arbejderbevægelse eller personlige interesser var voksenuddannelsernes væsentligste grundlag og drivkraft, er ved at være forbi. Altså, der er en forstærket tendens til, at uddannelse bliver et ”instrument” – uddannelse skal bruges til noget målrettet.

I forlængelse af denne tendens er det vigtigt at være opmærksom på, at når uddannelse bliver en nødvendighed eller et krav til frivillige, så sker der noget negativt med motivationen og dermed også med læringen.

Forholdet bliver et andet, end når man prøver at lære noget af lyst eller personlig interesse.

Jeg er grundlæggende enig i, at uddannelse og kompetenceudvikling altid indebærer et element af disciplinering. Men kompetenceudvikling af frivillige kan stadig i overvejende grad forstås som etablering af et lærings- og refleksionsrum, hvor frivillige i fællesskab drøfter værdier, udfordringer og handlemuligheder i forhold til de medmennesker, de har valgt at stille sig til rådighed for.

I en stadig balancegang må kursus- og uddannelsestilbud for frivillige forsøge at balancere krav om effektivitet, produktivitet og målrettethed over for de frivilliges engagement, medmenneskelighed og eksistentiel refleksion. Men det er ikke nogen let balancegang, og den kræver en stadig årvågenhed og dialog om læringssyn, temavalg og konkrete undervisningsmetoder i uddannelsestilbud til frivillige.

Professionalisering - ja og nej!

Hvis man analyserer debatten og synspunkterne omkring uddannelse af frivillige gennem de seneste 10 år, så bliver det tydeligt, at debatten finder sted i spændingsfeltet mellem to scenarier for uddannelse af frivillige, nemlig det vi på Center for frivilligt socialt arbejde betegner som henholdsvis: et ’uskyldsscenarium’ og et ’professionaliseringsscenarium’. Med disse to begreber forstår vi:

Uskyldsscenarium

• Frivillighed er kategorisk godt og har en særlig egenart
• Frivillige besidder en række oprindelige civile dyder, evnen til at hjælpe andre og samarbejdsevner om dette
• Kompetenceudvikling er et overgreb på disse evner, der forvansker denne oprindelighed
• Frivillighed generelt dør af uddannelses- og styringstiltag

Professionaliseringsscenarium

• Frivillighed kan ’noget andet’, men har behov for disciplinering
• Frivillige indgår i et stykke seriøst samfundsarbejde, og der skal bl.a. dokumenteres virkninger over for omverdenen
• Får de frivillige ikke den rigtige uddannelse og redskaber, løber aktiviteterne løbsk
• Frivillighed bliver mere fokuseret og effektfuld af kompetenceudvikling

I forlængelse heraf vil jeg godt uddybe, at begrebet ’professionalisering’ kan indeholde en række væ-sensforskellige betydninger. Det kan blandt andet dække over følgende forståelser:

Lønnet ansættelsesforhold: At man arbejder med noget, man er uddannet til. Det modsatte af at være frivillig er ikke at være uddannet, men at være lønnet.

Metodisk bevidst: At man opøver en bestemt metodisk disciplinering og selvrefleksion. Den uprofessio-nelle kan lade sig styre af affekter eller ureflekterede overføringer af egne erfaringer. Professionalisme er i denne forstand et bevidsthedsniveau.

Professionsfællesskab: For det tredje kan professionalisme betegne dannelsen af et professionsfællesskab, - det vil sige individers tilslutning til en ramme af fælles begreber, kriterier og antagelser. Disse udgør en fælles faglighed, som skabes og vedligeholdes gennem bestemte rutiner for optagelse, udvikling og udstødelse af medlemmerne.

Asymetrisk hjælpeforhold: Endelig kan professionalisering indikere fastlæggelsen af asymmetriske og objektiverende behandlerklient relationer.

Det er måske ikke overraskende, at jeg mener, at man bør være mere nuanceret i sin brug af ”professionalisering” som en negativt ladet etiket på kompetenceudvikling af frivillige. Professionalisering forekommer i forskellige betydninger, og i flere af betydningerne er det vanskeligt at se det odiøse i professionalisering.

Uden eksempelvis et minimum af metodisk bevidsthed og refleksion over egen rolle i mødet med mennesker, som befinder sig i en krise, er det i bedste fald vanskeligt og i værste fald skadeligt at yde en indsats som frivillig.

Antologi om kompetenceudvikling

På Center for frivilligt socialt arbejde har vi netop færdiggjort en antologi om udfordringer i kompeten-ceudvikling af frivillige.

Antologien udspringer af Centrets arbejde med at opbygge et pædagogisk miljø omkring Uddannelsespuljen for frivillige, som vi på ottende år arbejder med udmøntningen af.

Vi har fundet det vigtigt at formidle nogle af de centrale pædagogiske diskussioner og erfaringer fra udviklingsarbejdet til en bredere kreds af foreninger og uddannelsesmiljøer for voksne.

Ved at rejse nogle af de pædagogiske diskussioner, der har fundet sted på Centret, håber vi at kunne bidrage til en større refleksion over de frivilliges forudsætninger og læring, og forhåbentlig også at inspirere til (ny)tænkning inden for kompetenceudvikling af frivillige.

I bogen diskuterer såvel professionelle voksenpædagogiske forskere som praktikere indenfor kompetenceudvikling af frivillige forskellige aspekter af de frivilliges lære- og dannelsesprocesser i det frivillige sociale arbejde.

Bestil bogen

De kompetente frivillige. En antologi om dannelse og kompetenceudvikling i det frivillige sociale arbejde koster 145 kroner og kan bestilles på telefon: 66 14 60 61 eller via publikationslisten